Fem gange i timen bryder tyve ind i et dansk hjem. Det er fire gange så mange som i Sverige og fem gange så mange som i Tyskland. Danmark er med andre ord Europamestre i indbrud.
Nye tal fra EU placerer - igen i år - Danmark som det EU-land, der har suverænt flest indbrud. 44.788 indbrud blev der begået i 2010, og det giver os en førsteplads, som man bestemt ikke er stolte af i Det Kriminalpræventive Råd.
- Generelt er danskerne ikke gode nok til at se sikre deres hjem. De fleste af os går ikke og bekymrer os om det til dagligt og har nok den opfattelse, at det sker for naboen, siger konsulent Merete Djurhuus fra Det Kriminalpræventive Råd.
Det er EU's statistikorganisation Eurostat, der har opgjort tallene, der er fra 2010. Og sidst organisationen gjorde det – for 2009 – indtog Danmark samme placering, dog med en anelse flere antal indbrud på i alt 45.000.
I hælene på Danmark kommer lande som Grækenland og Belgien, men der er stadig langt ned til lande som Sverige og Tyskland. Gør man tallene op i forhold til befolkningsstørrelsen, havde Danmark 809 indbrud pr. 100.000 indbyggere, mens Sverige havde 212 og Tyskland 148.
Hos Det Kriminalpræventive Råd er man derfor begyndt at skele til Holland, som har haft succes med at få deres også ret så høje indbrudstal til at falde. Siden 1999 har det været lovkrav, at nye boliger bygges med sikre låse og døre, så det tager minimum tre minutter at bryde ind.
- I Holland har de sammenlignet sig med os, og her mener man, at danskerne er for naive. Vi vil ikke bo i et fort er forklaringen, men man kan faktisk godt sikre sig, uden at det betyder gitter og hegn med pigge. Det kan gøres meget diskret. Mange danskere er gode til at installere alarmsystemer, men den hjælper ikke, hvis man bor i en papkasse. Derfor skal vi have mere fokus på sikring af vores hjem, hvis vi vil knække kurven, siger Merete Djurhuus fra Det Kriminalpræventive Råd.
Danmarks rygte som et lille slaraffenland mod nord er en af grundene til vores topplacering, fortæller politiinspektør Karl Erik Agerbo, der leder specialenheden Task Force Indbrud (TFI), der en koordineret indsats mod indbrud over hele Sjælland. En af styrkens helt store sager mod organiseret kriminalitet var den såkaldte Goldfinger-sag, hvor to bagmænd i marts blev dømt for at hente udenlandske tyvebander til Danmark for at begå op mod 124 indbrud i danske villaer.
- Danmark har fået et ry som et let mål for indbrudstyve og også for at være et sted, hvor man slipper med en seng og tre måltider om dagen som straf. Men vi fik faktisk nogle historisk hårde domme i Goldfinger-sagen – fem og syv års fængsel – og det er rygtes ned i Europa, hører vi bl.a. fra vores samarbejdspartner i Rumænien, siger Karl Erik Agerbo.
Siden TFI så dagens lys, er det lykkedes at rokke ved statistikkerne for både 2012 og 2013, som ikke er nået med i EU-statistikken. Antallet af indbrud er for Sjællandsområdet faldet 10-15 procent i 2012 sammenlignet med årene 2009-2011.
- Det er stadig svær, at holde de kriminelle ude med de åbne grænser, også når de har fået indrejseforbud, men vi har fået et bedre samarbejde landene imellem, hvad angår f.eks. fingeraftryk. Men danskerne kan stadig gøre meget for at gøre det sværere for tyvene, siger politiinspektøren.
De nye tal og Danmarks 'genvundne' topplacering får nu brancheorganisationen Pension og Forsikring til at sætte fokus på netop indbrud under det årsmøde, som organisationen holder torsdag.
- Vi sætter nu et særligt fokus på forebyggelse, blandt andet af indbrud. Der er mange ting, vi kan gøre. Blandt andet kan vi lære af Holland, der har haft succes med at indføre basale krav til bl.a. indbrudssikrede døre og vinduer ved nybyggeri og større ombygninger. Krav, vi slet ikke har i Danmark, men som det er på høje tid at indføre, siger underdirektør Hans Reymann-Carlsen fra Pension og Forsikring.