»Fornemmelse for Mord« har fundet nye spor i Lundin-sagen.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Han har kastet sig over hende. Hun skal bare fucking dø. Det virker som om, det bare fortsætter, fortsætter, fortsætter.«

De clairvoyante efterforskere Steen Kofoed og Maya Fridan får en af danmarkshistoriens mest makabre mordsager helt ind under huden, når de på onsdag hjælper politiet med at finde nye spor i Peter Lundin-sagen.

Den er den første sag i den nye omgang af dokumentarserien »Fornemmelse for Mord«, der starter på TvDanmark2 på onsdag.

Tv-holdet har fået adgang til huset i Rødovre, hvor Peter Lundin myrdede Marianne Pedersen og hendes to små drenge Brian og Dennis, og både Maya Fridan og programmets vært Rasmus Steentoft lover, at de når frem til nye spor i sagen.

»Jeg opnåede kontakt og kommunikerede med både Marianne Petersen og hendes børn. Men jeg havde store betænkeligheder ved denne her sag. Den er simpelthen for makaber. Den sad i mig i 3-4 dage efter,« fortæller Maya Fridan.

Normalt beskæftiger programmet sig kun med uopklarede mordsager, og i dette tilfælde er gerningsmanden jo ikke alene fundet. Han er også i fuld gang med at afsone sin straf. Så hvorfor skal man rive op i sårene igen?

»Der er jo stadig to essentielle spørgsmål. Hvor er ligene, og hvorfor har Lundin aldrig ville fortælle, hvor de er? Desuden er der jo ingen sager, der er mere omtalt end Lundin-sagen, og vi ledte efter helt aktuelle sager at tage fat på,« siger Rasmus Steentoft.

Han er også redaktionschef på programmet og har ikke haft betænkeligheder ud over de almindelige hensyn med Lundin-sagen, selv om programmet formentlig vil vække en del forargelse.

»Vi kontaktede de pårørende, da vi gik i gang, og de har givet os lov til at tage fat i sagen. Faktisk viste det sig, at de pårørende selv har overvejet at ringe til os for at få vished,« fortæller Rasmus Steentoft.

Redaktionen forsøgte endda også at få Peter Lundin til at deltage i programmet, men uden held. Han havde ikke lyst til at medvirke.

Det har tilsyneladende heller ikke været nødvendigt. Ifølge Rasmus Steentoft har de overnaturlige kræfter i programmet givet Hvidovre Politi nye ledetråde.

»Vi er nået frem til nogle ting, som politiet selv har haft nogle formodninger om. Men indtil videre har det hele jo udelukkende været baseret på Peter Lundins forklaringer. Vi er kommet frem til nogle nye spor,« siger han.

De clairvoyantes søgen efter ligene af Marianne Pedersen og hendes sønner begynder i kælderen af huset i Rødovre, hvor der nu bor en ny familie. De gav uden tøven tv-holdet lov til at bruge deres hus. Til gengæld har de fået lidt ud af det. Den clairvoyante Maya Fridan har nemlig tilbudt at rense huset for de dårlige vibrationer, som hun kunne mærke, der stadig lå over huset. Så der går lidt »Åndernes Magt« ind over det.

Maya Fridan er en af de i alt seks clairvoyante, der deltager i dokumentarserien. I de ny programmer bliver de suppleret af en professionel fantomtegner, der skal forsøge at tegne et billede af den mulige gerningsmand i samarbejde med de clairvoyante. Det har tilsyneladende også ført til nogle spændende portrætter, fortæller Steentoft, uden at afsløre for meget.

Konceptet bag »Fornemmelse for Mord« er udviklet af Nordisk Film TV, men udlandet har allerede fået øjnene op for programmet. Ikke mindre en otte europæiske lande har købt rettighederne til at producere deres egen version af programmet, heriblandt Sverige, Norge, Holland og Ungarn.