Skal man tro Christoph Nimpagaritse, har den kvinde, han engang elskede, en dårlig sag.
- Hendes beskyldninger mod mig er blevet afvist af byretten og landsretten. Der er ingen sag, siger han og bedyrer, at han aldrig har truet med at bortføre sønnen Lukas til udlandet. - Jeg har mit liv her. Jeg har boet her i mere end ti år, og jeg har ingen interesse i at vende tilbage til Afrika, siger Christoph. Han føler sig voldsomt hængt ud af Gitte Hovgaard, som ifølge hans udlægning af sagen har forsøgt at overtale Udlændingeservice til at inddrage hans opholdstilladelse. Han fik asyl på et falsk grundlag, mener hun, fordi han trak sin oprindelige forklaring om sine mord på 16-18 mennesker tilbage, da han var på nippet til at blive tiltalt for krigsforbrydelser. - Den sag er droppet for mange år siden. Jeg har ikke løjet, og der er ikke noget at komme efter, svarer han og glæder sig over, at Gitte Hovgaard ikke har magt til at afgøre hans asyl. - I øvrigt spurgte jeg Udlændingeservice om lov til at rejse til Burundi for at overvære min fars begravelse. De sagde, at det var i orden, så jeg kan ikke se, hvor hun vil hen med det, siger han. Han er ked af, at Gitte Hovgaard vil genoptage sagen og ser det som et tegn på, at hun er psykisk uligevægtig. Nu er det et halvt år siden, han sidst så sin søn, og han savner ham. - Han savner også mig. Ingen kan udfylde min plads som far, siger han.
