Hashhandlerne på Christiania flåede torsdag eftermiddag tøjet af en mandlig journalist fra TV2-Nyhederne, da han forsøgte at filme hashboderne i Pusher Street med et skjult kamera.

De fastholdt journalisten i et hårdt greb, mens de gennemrodede de hans pung og fremsatte slet skjulte trusler mod ham og hans familie - inden de tog hans mobiltelefon og det skjulte kamera og jog ham afklædt og chokeret ud af Christiania.

LÆS

- Det er selvfølgelig ikke ok, men han har stukket næsen for langt frem. Som jeg har hørt det, har han gået rundt og filmet meget tydeligt med et kamera skjult i sit ur, og det er jo at invitere til det, siger Britta Lillesøe fra Christianias Kulturforening til BT.

Hun mener ikke, at der er i orden at overfalde en person på den måde, men hun påpeger, at journalisten selv var ude om det, da han filmede hashhandlerne med skjult kamera.

- Problemet er, at han har provokeret dem. Du ved, at i og med at det er kriminaliseret at sælge cannabis, så vil de folk, der sælger, ikke provokeres, siger Britta Lillesøe og tilføjer, at den slags ting efter hendes mening vil kunne ske, så længe politikerne ikke lovliggør hashhandelen.

Journalisten fortæller, at ingen hjalp ham. Folk så bare på. Hvorfor var der ingen, der skred ind?

- Selvfølgelig skal man hjælpe hinanden. Jeg har hørt, at de ikke så, at han blev slået. Men der er jo også nogle typer, der taler et andet sprog, siger Britta Lillesøe.

Her mener du de typer, der holder til i Pusher Street?

- Der tror jeg måske, det kan være svært.

De flåede tøjet af ham og tog hans ejendele midt på Christiania. Hvordan kan det ske?

- Jeg ved det ikke. Jeg var der jo ikke, siger Britta Lillesøe.

LÆS

Den rystede journalist er undersøgt af læger, der har dokumenteret hans knubs, og sagen er anmeldt til politiet. Det har ført til, at journalisten nu er blevet udstyret med en overfaldsalarm, så gentagne repressalier fra de kriminelle hash-handlere forhåbentlig kan forhindres.

Vil I på Christiania hjælpe politiet med at opklare sagen og måske finde journalistens ejendele?

- Jo, så vidt, det er muligt, siger Britta Lillesøe.

TV2 oplyser overfor BT, at journalisten ikke er mødt på arbejde dagen efter overfaldet. Og at han heller ikke opholder sig på hjemadressen, som hashhandlerne fra Pusher Street nu har kendskab til.

- Vi giver ham al den hjælp og støtte, som vi kan, siger kanalchef Mikkel Hertz fra TV2 til BT.

LÆS

Journalisten fra TV2 var på Christiania for at dokumentere, at hashsalget var igang igen få timer efter, at en gruppe politikere fra Folketingets Retsudvalg havde besøgt Fristaden torsdag omkring frokost. Da var gaderne fejet, og ikke en eneste hashsælger var i sigte.

- Det virkelige billede er selvfølgelig, at der står nogen og sælger hash i Pusher Street, siger Britta Lillesøe.

BT kender TV2-journalistens identitet, men ønsker som i andre voldssager ikke at bringe offerets navn.