Christian Hansen fra Ringe blev truet på livet, da han tog billeder af en vanvidsbillist.

Fredag aften fik 39-årige Christian Hansen øje på en mistænkelig bil, da han på vej i Netto. Christian Hansen havde tidligere set bilen - en lille Suzuki - køre vanvidskørsel i den fynske by Ringe. Han havde tidligere noteret nummerpladen, men denne aften besluttede han sig for også at tage billeder af bilen. Men så brød helvede løs.

Bilen vendte rundt på et grønt areal ved Netto-butikken og kørte tilbage mod Christian Hansen. To mænd i alderen 20-25 sprang ud af bilen og truede Christian Hansen med en kniv.

»De siger, at jeg skal slette billederne, mens de truer mig. Jeg siger til dem, at de ender med at køre nogen ned, med den vanvidskørsel, og de svarer, at de ikke har ramt nogen endnu,« fortæller Christian Hansen til Fyns.dk.

Christian Hansen nægtede at slette billederne, og de unge opgav at få ham til det. De satte sig ind i bilen igen, men efterfølgende forsøgte de ifølge Christian Hansen flere gange at afskære ham vejen. For at undgå problemer, gik han derfor en anden vej hjem. Christian Hansen ringede til politiet, der var fremme efter 25 minutter og tog imod hans vidneudsagn.

Da Christian Hansen kom hjem, skrev han et langt harmdirrende indlæg på Facebook, hvor han i stærke vendinger kritiserer Justitsminister Søren Pape for ikke at styrke den præventive indsats overfor kriminelle.

Søren Pape (K) har netop fremlagt regeringens udspil til en bandepakke. Aftalen, der af justitsministeren kaldes »en jernnæve« mod kriminelle indeholder blandt andet muligheden for at give et opholdsforbud til rockere og bandemedlemmer.

Christian Hansen mener imidlertid ikke, at regeringens hårde indsats mod kriminelle virker.

»De sidste 20 år har I politikere mod sagkundskabens anbefalinger og evidens vedtaget den ene strafferetlige stramning efter den anden. I går oplevede jeg så for første gang at blive rigtig bange og utryg i min egen by! Kære Søren Pape Poulsen, hvis der sker mig eller min familie noget, så holder jeg dig personligt ansvarlig! Så er mit blod på dine hænder!,« skriver han i indlægget på Facebook.

Han efterlyser en større forbyggende indsats mod kriminalitet og nærpolitistationer i byer som Ringe.

Til Fyens.dk fortæller Christian Hansen, at oplevelsen har påvirkert både ham selv og hans familie meget.

»I situationen var jeg rimelig kold, men jeg har da ikke sovet særligt godt, og jeg ved, at jeg skal være opmærksom på efterdønningerne. Min kone er utryg, men mine børn synes mest det er sejt, at politiet var hjemme hos os.«

I en opdatering på Facebook oplyser Christian Hansen, at politiet har pågrebet en gerningsmand der har aflagt fuld tilståelse og undskyldt.