Det kunne være gået helt galt på Brøndby Stadion onsdag aften, da horder af tilskuer stormede ind på banen. Det mener politiinspektør Michael Kristiansen, som ikke tøver med at kalde kampens efterspil for fuldstændig uacceptabelt.

Det er dagen derpå i Brøndby. De blå-gule fik endelig en længe ventet sejr - og det endda til ærkerivalerne FCK - men efter sidste dommerfløjt gik det helt galt på stadion.

Store flokke af Brøndby-tilhængere løb ind på banen efter kvartfinalen i pokalturneringen og havde retning direkte mod enden med de mange skuffede FCK-fans. Til sidst så politiet ingen anden udvej end at rykke talstærkt ind og splitte de stridende parter.



Politiinspektør ved Vestegnens Politi, Michael Kristiansen, er chokeret over billederne fra Brøndby Stadion, og han er ikke i tvivl om, at det sagtens kunne være endt med maste, nedtrampede og endda dræbte tilskuer.

- De billeder chokerer. Jeg tør næste ikke tænke på, hvad der kunne være sket. Unge mennesker, der kunne være blevet mast eller trampet ihjel, siger han og forklarer:

- Inden du kommer ind på banen, skal du forcere en betonkant, og hvis folk falder derudover eller bare kommer løbende bagfra, så er det ikke altid, man opdager, hvad man hopper på. Så er det ikke til at se, om det er græsset eller en ryg, du lander på.

Han afviser på det kraftigste, at der var tale om glade fans, der ville lykønske og kramme deres idoler:

- Vi ved, at de her kampe er noget specielt. De to fangrupper hader hinanden som pesten, og der er næsten mord i øjnene på dem, når der er en mulighed for at slås. Og det var det, de gik efter. De gik ikke efter at omfavne spillere. Man gik efter at slås.

Samtidig er han lettet over, at det trods alt ikke gik værre, og det tilskriver han i høj grad kontrollørernes og politiets indsats.

- Det er selvfølgelig kritisabelt, at de kunne komme ind på stadion, men worst case var, at der var nogen, der var blevet trampet ihjel, understreger han.

Han peger på to hovedårsager til, at tingene gik over gevind: Det faktum, at så mange fik smuglet fyrværkeri med ind på stadion, og at det lykkedes så mange mennesker at løbe ind på banen.

- Vi er meget, meget overraskede og synes, at det er fuldstændig uacceptabelt at så meget fyrværkeri kunne komme ind på stadion i går. Derudover er det stærkt utilfredsstillende, at folk kunne løbe ind på stadion i hobetal, som det var tilfældet bagefter.

Han ærgrer sig over, at det endte med en politi-indsats.

- Sikkerheden inde på stadion er klubbens ansvar, og som udgangspunkt skal der meget til, før politiet rykker ind, men det var nødvendigt i går, siger Michael Kristiansen.

- Det er ganske urimeligt, at det skulle være nødvendigt.

Alligevel vil han dog ikke på nuværende tidspunkt skyde med skarpt på Brøndby.

- Det vil jeg godt holde inde for egne rækker indtil vi har drøftet det med Brøndby. Jeg vil ikke gå ud og hænge nogen ud nu. Nu skal vi have evalueret forløbet med klubben. Men det her giver helt klart anledning til, at vi skal have kigget på sikkerheden igen.

- Det skulle jo gerne være sådan, at man kunne tage familien med til fodbold, men i går lignede Brøndby Stadion en krigsskueplads.