Den behagelige sommerstemning på Gammeltorv i Københavns centrum ændrede sig med ét til kaos, da der lød tre høje brag fredag ved 17.30-tiden.

- Det var rimelig vildt. 20 sekunder senere stormede tre-fire salatfade Strøget og Gammeltorv og fangede fire af dem, som havde kastet med noget, siger Adam Kayser til bt.dk.

Han sad i møde på sit arbejde på Gammeltorv, da bragene lød og kunne fra sit kontor på første sal se, hvordan alt blev kaos efter at de tre kanonslag sprang.

- Folk flygtede til højre og venstre. Der var panik. Jeg tror, det skyldes det, man hører om fra Norge (truslen om terror mod Norge på mandag, red.). Der opstod en panik om, at det var terror, siger Adam Kayser.

- Det var også, hvad jeg selv tænkte på allerførst: 'Bare der ikke sker noget, for jeg er fanget på første sal midt i centrum.' Det var meget ubehageligt, og jeg følte mig usikker, siger Adam Kayser.

Politiet beslaglagde nogle kanonslag og lagde dem i gennemsigtige poser. Fire unge mænd med partisan-tørklæder blev lagt i håndjern og kørt fra stedet i politibiler.

- Derefter har jeg set flere unge mænd bevæge sig opad mod Rådhuspladsen - efterfulgt af, hvad der lignede politimænd klædt i civilt, fortæller Adam Kayser.

Politiet er massivt til stede i det centrale København, hvor der fredag aften både er en pro-palæstinensisk og en pro-israelsk demonstration.