____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Somalierne i Danmark er mere kriminelle end danskere og indvandrere fra andre lande.

Det viser helt nye tal fra Justitsministeriet.

Et dugfrisk svar fra justitsministeren til Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik viser, at problemet med kriminelle med somalisk statsborgerskab er et stort og stigende problem.

Folk med somalisk statsborgerskab blev i 2012 dømt for overtrædelser af straffeloven næsten ti gange så ofte som folk med dansk statsborgerskab, når man tager højde for, hvor store befolkningsgrupperne er.

For hver 1000 somaliske statsborgere faldt der sidste år 114 domme for overtrædelser af straffeloven. Det samme tal for danske statsborgere er 13, mens 54 ud af 1000 statsborgere fra øvrige lande fik en dom.

Og tallet er stigende, viser svaret, som ser på udviklingen fra 2008 til 2012.

Se ministerens svar til udvalget her.

Spørgsmålet til ministeren lød i november som følger:

- Vil ministeren venligst oplyse, hvor høj kriminaliteten er blandt den somaliske befolkningsgruppe i Danmark, både i forhold til andre indvandrergrupper og i forhold til danskere?

Spørgsmålet blev stillet på opfordring af DF'eren Martin Henriksen, og han er overrasket over tallene.

- Det er meget voldsomt. Det er tankevækkende, at tallene for somaliske statsborgere er så voldsomme. Når man ser på, hvor stor gruppen af asylansøgere fra Somalia er, så tegner det ikke specielt lyst for fremtiden, siger Dansk Folkepartis udlændinge-ordfører og tilføjer:

- Det er viser, at det er dybt problematisk at have indvandring fra Somalia. Det bør vi tænke ind i udlændingepolitikken.

Martin Henriksen lægger ikke skjul på, at det især var den såkaldte Gullestrup-sag, hvor en ung somalier voldtog en bare 10-årig pige, der fik ham til at stille spørgsmålet.

Dansk Folkeparti vil bruge svaret politisk. Martin Henriksen håber, at svaret fra ministeren kan sparke ny liv i integrationsdebatten og på længere sigt være med til at stramme kravene til indvandringen i Danmark.

- Hvis man bekymrer sig om, at folk ikke skal blive udsat for kriminalitet, så er det også relevant at se på, om der er visse befolkningsgrupper, der i særlig grad bidrager til kriminalitetsstatistikken. Og hvis der er det, er det oplagt at justere ned for den del af indvandringen, siger Martin Henriksen.

Han frygter derimod ikke at være med til at diskriminere en hel befolkningsgruppe. Tværtimod.

- Jeg mener, at en stram udlændingepolitik er et gode for de velintegrerede indvandrere uanset, hvilken baggrund de har. Så risikerer de ikke, at folk kigger skævt til dem, fordi deres befolkningsgruppe er overrepræsenteret i kriminalitets-statistikkerne, lyder argumentet fra Henriksen. Den forgangne weekend blev en bare 15-årig dreng med somalisk baggrund varetægtsfængslet i en voldtægtssag fra Vollsmose. Han er sigtet for at have voldtaget en ung kvinde i Vollsmose i Odense fredag aften.