Familien til afdøde 18-årige Laura Terkelsen fra Gredstedbro er i chok, efter læger har fortalt dem, at der er fundet spor af rottegift i de ecstasypiller, som deres datter havde taget kort inden sin pludselige død.

Det fortæller Laura Terkelsens forældre til Ekstra Bladet.

»Lægerne på Sydvestjysk Sygehus har fortalt os, at der er fundet spor af rottegift i pillerne. Lægerne har målt rottegiften i de blodprøver, som de tog på Laura,« siger den afdøde kvindes forældre, Anita og Marinus Terkelsen, til Ekstra Bladet.

Forældrene og Laura Terkelsens to søskende oplevede lørdag en frygtelig tragedie, da de pludseligt måtte sige farvel til deres datter og søster på Sydvestjysk Sygehus.

Den unge teenager havde sammen med en veninde været til fest fredag i en lejlighed med fem fyre i Bramming, hvor hun indtog en eller flere ecstasypiller.

Natten til lørdag blev Laura Terkelsen dog pludselig dårlig hjemme hos veninden, hvor hun lå og sov. Laura Terkelsen blev kørt på sygehuset, hvor hun gentagne gange fik hjertestop.

18-årige Laura Terkelsen døde lørdag efter at have indtaget ecstasypiller.
18-årige Laura Terkelsen døde lørdag efter at have indtaget ecstasypiller.
Vis mere

Familien nåede hurtigt frem til hospitalet. Her de fik beskeden om, at det kunne gå begge veje med datteren – afhængigt af, hvor meget hendes indre organer havde taget skade.

»Jeg så lægen stå på en skammel og give hende hjertemassage. De billeder vil jeg altid bære rundt på. Jeg slipper aldrig af med dem. Det er så forfærdeligt,« fortæller Marinus Terkelsen.

Trods lægernes ihærdige forsøg lykkedes det ikke at redde den unge teenager. Og det har bragt en kæmpe sorg i familien fra Gredstedbro.

Anita og Marinus Terkelsen fortæller, at de altid har advaret alle deres børn om, at de ikke må tage stoffer. Ifølge familien har både Lauras søskende og veninder fortalt, at den blonde pige aldrig tidligere har rørt stoffer.

Familien ved derfor ikke, hvad der er sket fredag aften – om Laura Terkelsen tog stofferne af egen fri vilje, eller om hun blev presset til det.

Trods den tunge sorg har Anita og Marinus Terkelsen dog valgt at stå frem for at advare andre unge og deres forældre om, hvor farligt det kan være at tage stoffer, så ingen andre skal opleve det samme.

Familien er desuden rasende på de unge, som har solgt stofferne samt på narkobagmænd, der har lavet stofferne under så uhumske vilkår, at der tilsyneladende er kommet rottegift i pillerne.

BT har været i kontakt med Laura Terkelsens familie, der ikke ønsker at udtale sig mere om det smertefulde tab. De giver dog tilladelse til, at vi bringer et billede af deres datter.

Hos Syd- og Sønderjyllands Politi er efterforsksningsleder Lars Bjerregaard ikke voldsomt overrasket over, at der kan have været rottegift i de piller, som den unge pige indtog før sin død.

»Der kan være alt muligt i de piller, og vi har tidligere hørt om tilfælde, hvor der har været rottegift i. Der er derfor, vi fraråder unge at tage den slags piller«, siger han.

Det er endnu ikke lykkedes politiet at finde frem til, hvem bagmændene er bag de piller, som Laura Terkelsen spiste af.

»Vi har ikke anholdt nogen i sagen, men vi er i gang med at efterforske sagen, og vi vil efterforske den meget grundigt for at hindre, at noget lignende kan sk«, siger vagtchefen.

Pillerne af samme type, som Laura Terkelsen indtog, er blevet sendt til analyse, så politiet kan finde ud af, hvad de indeholder.