Chauffører vil ikke længere køre til udsat boligområde

Beboere i og ved boligområdet Langkærparken i Tilst ved Aarhus må fremover kigge langt efter byens gule bybusser. Efter en lang række voldsomme episoder med stenkast,  trusler og overfald på chauffører har trafikselskabet Midttrafik nemlig valgt at indstille al kørsel til og fra det plagede område, der i oktober blev optaget på regeringens såkaldte ghetto-liste.

Beslutningen er truffet på opfordring fra chaufførerne, som ikke længere tør køre på ruten.

- Det er ingen hemmelighed, at vi chauffører har presset på for at få omlagt ruten. Vi har holdt møde om sagen, og vores budskab er, at nu må det her have en ende. Nu stopper festen. Det her vil vi ikke finde os i. Vi synes ikke, det kan passe, at vi skal udsættes for den slags ting, mens vi passer vores arbejde, siger Peter Frentz, der er buschauffør i Aarhus og tillidsmand for den del af kollegerne, der er organiseret i fagforeningen 3F til Århus Stiftstidende.  

De episoder, der har fået chaufførerne til at sige fra, udspillede sig blandt andet i juledagene. 25. december om aftenen blev en bus ramt af flere brosten, som kom flyvende ud af mørket, netop som den passerede Langkærparken. Chaufføren fik øjenkontakt med kasterne, som viste sig at være en gruppe på seks unge fra området, som han tidligere på aftenen havde smidt af, fordi de lavede ballade og generede de øvrige passagerer.  

29. december var samme chauffør på arbejde igen. Og igen var der problemer ved Langkærparken i Tilst. Da bussen var ud for boligblokkene, fløj en stor sten gennem en siderude. Øjeblikket efter knuste en anden det elektroniske skilt over forruden.

Chaufføren måtte standse og få alle passagerer ud på fortovet. Netop som det var overstået, fik han øje på en gruppe unge, som stod cirka 30 meter længere henne ad vejen.

- Da de opdagede mig, begyndte de at køle deres sten målrettet efter mig, mens de gav mig ’fuckfingre’, fortæller chaufføren, som kun med nød og næppe undgik at blive ramt.

Han frygter nu for sin sikkerhed og vil derfor ikke stå frem med navn.

Ifølge Århus Stiftstidende er syv bybusser blevet ramt af lignende angreb på ruten ved Langkærparken siden 22. december. I to af tilfældene er det gået fysisk ud over chaufførerne. En blev ramt på skulderen af en sten, og en anden fik glassplinter fra forruden i ansigtet.

Fra januar til december 2013 blev der registreret yderligere 61 tilfælde af stenkast mod Aarhus’ bybusser.  Det er flere end de to foregående år tilsammen. Hovedparten af gangene er stenene kastet fra og i ghettobebyggelser i den østjyske hovedby.

Problemet er nu så stort, at det får flere politikere til at kræve øjeblikkelig handling.

- De sidste mange år har borgmesteren og politidirektøren haft de her unge mennesker inviteret ind til kaffe og sodavand. Det har ikke hjulpet, men det er det, de tilbyder dem stadigvæk. Jeg synes, vi skal tage meget mere hårdhændet fat, siger Jette Skive (DF), der er rådmand for Sundhed og omsorg ved Aarhus Kommune til TV2 Østjylland.

Også justitsministeren Karen Hækkerup (S) opfordrer til utvetydig handling.

-Det er fuldstændig uacceptabelt, at der er unge mennesker, som kaster med sten mod busser, ambulancer, politibiler eller noget som helst andet. Derfor er det også vigtigt, at politi og de lokale myndigheder tager hånd om det her, siger hun.