Liget af Kamilla Hantusch blev ikke fundet af en hundefører, men af en lastbilchauffør.

Han står nu frem i JydskeVestkysten og fortæller historien om det makabre fund, han gjorde ved motorvejstilkørsel 73 i Kiplev sent onsdag aften.

I løbet af onsdagen skulle han levere en ordre i en særlig stor lastbil, hvor man sidder en halv meter højere end normalt. Derfor kunne han se ud over autoværnet, og tilfældigvis kiggede han ud i rabatten, da han kørte forbi stedet, hvor den 21-årige alenemors lig lå.

- Der bemærkede jeg noget sort ude blandt buskadset i venstre side. I første omgang tænkte jeg, om det kunne være nogle skraldesække, fortæller lastbilchaufføren Christensen, som kører for FairTrans og ikke ønsker at få sit fornavn nævnt, til JydskeVestkysten.

Kamilla familie
Men han studsede over, at sækkene havde en anden facon end skraldesække plejer at have og besluttede sig til at kigge nærmere på det.

Efter arbejdstiden kørte han derhen på sin motorcykel, og da Christensen kom tæt på, kunne han se, at det ikke var plastiksække, men at det var et menneskelig.

Han ringede til politiet og tre minutter senere var en politihelikopter over ham.

Efter fundet af Kamilla Hantusch' lig anholdt politiet hendes 24-årige ekskæreste, som nu er sigtet for mordet.