Mads Dinesen skal to år og seks måneder i fængsel. Dommen er ubetinget, hvilket betyder, at han skal afsone. Han får herudover frakendt kørekortet i ti år, og skal betale sagens omkostninger og forskellige erstatingskrav. Det er netop blevet afgjort i retten i Glostrup.

Anklageren havde krævet 2 år og 9 måneder samt frakendelse af retten til at køre bil for bestandigt. Den 22-årige svindler, der blev landskendt som 'champagnedrengen' i TV3-programmet 'Kræsne købere', blev fundet skyldig i langt hovedparten ud af ialt 37 anklagepunkter.

Mads Dinesen var sigtet for hele 37 forhold, der omfatter blandt andet dokumentfalsk, mandatsvig, bedrageri, besiddelse af stoffer, spirituskørsel og kørsel uden kørekort. Han erkender langt størstedelen af forholdene og sagen er derfor kørt som en tilståelsesssag. I retten blev der tegnet et billede af en mand, der har svindlet sig til et liv på første klasse. Ved hjælp af falske årsopgørelser, falske lønsedler, falske navne og andre krumspring er det lykkedes ham og en 33-årige medsigtet at svindle sig til luksusbiler, hårde hvidevarer, hi-fi-udstyr, skriveborde, lamper og kontante pengebeløb.

- Jeg havde 200.000 om måneden, som jeg tjente på bedrageri, fortalte Mads Dinesen, da dommeren spurgte ind til hans økonomiske situation, mens svindlen stod på.

Mads Dinesen gjorde også brug af falske lønsedler til at dokumentere over for TV3, at han var rig nok til at give den som potentiel køber af luksusejendomme i 'Kræsne købere'.

Det hele begyndte, da hans eventyr som ejer af natklubben Nasa gik galt. Han manglede penge til at betale sine dyre huslejer, og derfor indgik han et svindlersamarbejde med den 33-årige med-sigtede. På den måde kunne han fortsætte sin ekstravagante livsstil med kaviar, champagne og hårde stoffer. I retten fortalte Mads Dinesen, at han har drukket 250 genstande om ugen siden han var 17 år og har også taget stoffer for at holde sig vågen.

Da politiet ransagede champagnedrengens lejlighed fandt de både hash og kokain under en sofa.

- Det er noget, der er faldet ned under en fest. Jeg vidste godt, at hashen var der, men ikke kokainen. Havde jeg vidste det var der, havde jeg taget det, sagde han i retten.

Mads Dinesen erkender sig skyldig i alt med undtagelse af to tilfælde af bedrageri, et tilfælde af kørsel uden for frakendelsestiden. Og så husker han ikke, at have slået ud efter en betjent under en af sine vilde byture:

- Jeg vågnede op på politistationen med peberspray i øjnene, fortalte han i retten.

Festen sluttede 13. februar, da de to bedragerisigtede blev fængslet. Mads Dinesen blev senere løsladt, og har siden arbejdet som konsulent. Han har ifølge eget udsagn en månedlig indkomst på 25.000 kroner om måneden. Han er nu i behandling med antabus og planlægger at tage HF enkeltfag.

FØLG SAGEN LIVE HER