Casper Christensen er i chok efter en våd frokost i Tivoli mandag, 2. Pinsedag, endte i slagsmål, hvor politiet blev tilkaldt og slæbte hans ven med på stationen.

Ifølge Københavns Politi, så bliver de kaldt ud til Tivoli, hvor en mand er blevet voldelig og angiveligt har slået en af Tivolis vagter i hovedet.

- Da vi ankommer kan vi konstatere, at Tivolis vagter fastholder en fyr, som er aggressiv og voldelig. Derfor slæber vi ham med på stationen, siger vagtchef ved Københavns Politi, Claus Rønnegaard.



Vagtchefen bekræfter at dem anholdte er en bekendt af Casper Christensen, som befinder sig lige ved siden af.

- Det er korrekt, at han er til stede og bliver afhørt af politiet derude, da det er en af hans bekendte, siger vagtchefen.

Politiet regner med, at der kan blive tale om en decideret voldssag mod den anholdte, som ifølge BTs oplysninger ikke er kendt af politiet.



- Vi har nogle vidner derude, som siger, at han pludselig vender sig mod en vagt og slår ham i ansigtet. Det er vold, såfremt det er korrekt. Er der i stedet tale om en sag, hvor to parter gejler hinanden op og den ene slår den anden i maven og den anden giver ham et slag i ansigtet, så er det en ordenssag, da begge parter er lige gode om det, forklarer vagthavende.

Casper Christensen indrømmer, at han har fået en del indenbords til frokost i Grøften, men han fastholder alligevel at hans gode ven, som altså er anholdt, ikke har gjort noget forkert.

Han forklarer, at en fyr chikanerer ham på vej ud af Tivoli og hans bekendte reagerer på det. I første omgang ikke voldeligt.

- Min ven er totalt cool. Tivolis vagter går helt amok og overreagerer helt vildt, forklarer han.

- Men politiet siger jo, at din ven opfører sig voldeligt og aggressivt og derfor tager de ham med på stationen? Det er jo ikke det, som du siger?

- Hør nu, min ven er totalt cool. Det hele går amok på grund af vagterne. Jeg er dybt chokeret over det. Jeg har aldrig været ude for noget lignende, forklarer Casper Christensen.

 For et par dage siden blev nogle bekendte til Casper Christensen gift. Derfor var de i Grøften i dag og fejre det yderligere.