Nordjyllands Politi kan nu bekræfte overfor bt.dk, at drengen, der i formiddags blev fundet i vandet ud for Aalborg Havn, er den 16-årige Casper Sørensen.

- Jeg kan bekræfte, at det med al overvejende sandsynlighed er Casper, der blev fundet tidligere i dag. Det passer aldersmæssigt, tøjmæssigt og bygningsmæssigt. Og drengen havde en mobiltelefon og en nøgle på sig, hvilket svarer til, hvad forældrene mener, at han burde have på sig. Så det er næsten helt stensikkert, at det drejer sig om Casper, siger vicepolitiinspektør Marianne Vestergaard-Lau fra Nordjyllands Politi til bt.dk.

Der er ingen indikationer på, at Casper Sørensen skulle have været udsat for en forbrydelse. Nordjyllands Politi formoder, at Casper er faret vild, da han ville hjem fra klassefesten og ved et uheld er faldet i vandet.

Caspers nærmeste er blevet underrettet. Liget er blevet ført til Aalborg Sygehus, hvor der vil blive afholdt ligsyn i morgen, så man med 100 pct.s sikkerhed kan identificere ham.

Det var en ansat fra KMD Data, der kl. 10.58 alarmerede politiet, fordi han kunne se drengen ligge i vandet for enden af Skibsbyggerivej i Aalborg. Politiet har ellers flere gange ledt i området uden resultat. 

Hele Aalborg har været engageret i det store eftersøgningsarbejde, der i den forgangne uge blev stablet på benene for at finde den 16-årige.

Casper Sørensen blev sidst set udenfor en klassefest på Bonnesensgade i Aalborg kl. 01.30 natten til søndag den 20. september. Han virkede tydeligt beruset.
En sms blev sendt fra hans mobiltelefon kl. 01.50 med en tåget besked, der angiveligt kan oversættes til, at han bad om at blive hentet.

Hans forældre havde aftalt, at han bare skulle sige til, når han ville hentes fra festen. Men de hørte aldrig fra sønnen, der blev meldt savnet til politiet søndag eftermiddag.

Siden har både familien, kollegaer og byens borgere søgt utrætteligt efter Casper hver eneste dag, selvom håbet om at finde den 16-årige i live svandt, som timerne gik. Hunde, helikoptere og dykkere har været sat ind i eftersøgningen, ligesom havbunden i Aalborgs havneområde er blevet scannet. Forgæves.

- Det er virkelig en mærkelig følelse, siger Line Christiansen, der er en af initiativtagerne til borgernes eftersøgninig.

- Jeg kan ikke helt forholde mig til det. Det har fyldt alt i en uge, og vi har kæmpet for at finde gejsten og holde modet oppe hos os selv og andre og overbevise hinanden om, at vi nok skulle finde ham, siger hun.

Familiemedlemmer har beskrevet Casper som en glad dreng, der ikke virkede nedtrykt. Han var efter sommerferien begyndt i en sproglig 10. klasse, hvilket han var glad for.
Han brugte meget af sin fritid sammen med sin computer og begyndte først, at drikke alkohol, da han kom i 10. klasse.

Caspers nærmeste familie tæller hans mor, far og 18-årige storesøster.