Amerikanske betjente er ankommet til Danmark for at hente Camilla Broe til USA, hvor hun er anklaget for storstilet ecstasysmugling.

Fredag skrives der dansk retshistorie, når Camilla Broe som den første dansker nogensinde sendes til et land uden for EU for at blive retsforfulgt.

Den 42-årige kvinde afventer sin udlevering til USA i arresten i Helsingør, hvor hun netop har fået besked på, at udleveringen er planlagt til fredag.

To amerikanske "marshalls" er ankommet til Danmark og skal efter planen føre Camilla Broe med sig tilbage.

I et sidste forsøg på at forhindre det vil Camilla Broe via sin advokat bede Den Særlige Klageret om at udskyde den uønskede Amerika-færd, fordi hun mener, at sagen mod hende i USA er forældet.

I Miami er den danske kvinde anklaget for i 1997 og 1998 at have indsmuglet godt 100.000 ecstasytabletter fra Holland.

/ritzau/