Venner og familie samler penge ind til Camilla Broes amerikanske forsvarsadvokat.

Den 42-årige kvinde er netop blevet forflyttet fra Vestre Fængsel til Helsingør Arrest, hvor hun venter på at blive udvist til USA. Her er hun sigtet i en omfattende narkosag.

Camilla Broes amerikanske forsvarsadvokat, Michael Rosen, har krævet at få 50.000 US dollars for at føre sagen og yderligere 10.000 US dollars i depositum til uforudsete udgifter, svarende til godt 310.000 danske kroner, når Camilla Broe lander i Miami.

Den danske stat yder ikke tilskud til sagen, som er den første af sin art, idet Camilla Broe som den første dansker udleveres til en land uden for EU efter den nye terrorlov.

- Vi har inderligt brug for økonomisk støtte til at sikre Camilla Broe en retfærdig rettergang i USA, så hun hurtigst muligt kan komme hjem til sin lille datter, siger Camilla Broes veninde, Kamille Broe Bacher til B.T..

Camilla Broe er enlig mor til Isabella på ti år.

Hvis man ønsker at hjælpe, kan man enten indbetale et beløb til:

Lån & Spar Bank A/S reg. nummer. 0400 kontonr. 4015105505 .

Eller man kan skrive en SMS til 1220 og skrive Camilla i tekstfeltet. Så donerer man automatisk 50,- kr.

Det påregnes, at sagen kommer til at vare et år, før der falder dom. Herefter kræver det danske udenrigsministerium, at Camilla Broe overføres til et dansk fængsel, hvilket tidligst kan ske inden for seks til ni måneder. I værste fald kan sagen trække ud i årevis.

- I så fald bliver det måske en tilståelsessag, selvom Camilla er uskyldig. Men ellers risikerer hun at sidde indespærret i USA i årevis, siger Kamille Broe Bacher.