Ukendte mænd har flere gange troppet op ved Ali Zeineddines café på Frederiksberg for at kræve beskyttelsespenge

Nu truer de med at dræbe café-ejeren, medmindre han inden mandag klokken 15.00 betaler 200.000 kroner.

- Hej Ali champo jeg helder benzin pa dig nar jeg ser dig hvis du ikke betaler 200.000 kr imorgen kl. 15'00 jeg er fra LTF(Loyal To Familia, red.) og hvis du sladder til politiet, sa slar jeg dig ihjel.

Sådan står der på den sms, der tikkede ind på café-ejeren Ali Zeineddines mobil søndag.

Men den trussel ville Ali Zeineddine ikke finde sig i. Mandag stod han foran Bellahøj Politistation for at anmelde truslen. Han har tidligere modtaget trusler, men det er første gang, at det sker over sms, fortæller ejeren af The Taco Shop på Nyelandsvej, Frederiksberg.



- Jeg er meget træt af det her. Jeg har boet på et hemmeligt sted i otte måneder nu og kan ikke besøge min kæreste, fordi de kender lejligheden, hun bor i, siger Ali Zeineddine kort før han går ind for at anmelde truslen.

Afpresning
Ifølge Ali Zeineddine har han siden 2011 betalt over 400.000 kroner til ukendte grupperinger, som kræver beskyttelsespenge af café-ejeren.

- Det er nogle bistandsklienter, som mangler penge, og så kommer de og vil tage mine, siger han.

Zeineddine, der kom til Danmark fra Libanon for over 30 år siden, har flere gange anmeldt trusler og overfald til politiet, men på grund af manglende vidner er efterforskningen blevet besværliggjort.

- Vi har ikke standset efterforskningen, men det er klart, at når der er mangel på vidner, så gør det processen sværere. Men efter anmeldelsen og den aktuelle trussel, som vi har fået mandag, så vil vi selvfølgelig fortsætte efterforskningen, siger Dannie Rise, der er efterforskningsleder på Station Bellahøj.

Han vil ikke komme ind på, hvad politiet vil bruge telefonnummeret fra sms'en til, da det kan ødelægge efterforskningen.