Der var ikke tale om "handel med sig selv", fastslår Københavns Byret i nyt nederlag til Bagmandspolitiet.

København. En direktør, tre selskaber og en investeringsforening er tirsdag blevet frifundet i en langstrakt straffesag om kursmanipulation og mandatsvig.

Københavns Byret er ikke blevet overbevist om, at kursen på blandt andet aktier i Egetæpper blev manipuleret.

Dermed har Bagmandspolitiet atter måttet indkassere et nederlag i en straffesag om kursfup.

Tiltalen drejer sig om transaktioner, som fandt sted for seks-syv år siden.

I anklageskriftet var der også fremsat krav om konfiskation af det påståede udbytte på næsten 400.000 kroner.

Bagmandspolitiet har ment, at den nu 69-årige direktør, Jens Erik Høst, handlede med sig selv. Han optrådte både som køber og sælger, da han indlagde købs- og salgsordrer.

Han var handelsbemyndiget for de selskaber, der var henholdsvis køber og sælger.

Men byretten konkluderer, at køber- og sælgerselskaberne er selvstændige juridiske personer.

Desuden har anklagemyndigheden ikke ført bevis for, at direktørens indlæggelse af ordrerne kunne påvirke aktiekursen i en retning, der afveg fra markedet.

Jens Erik Høst er også frifundet for en tiltale om mandatsvig. Her lød påstanden, at han havde misbrugt sin stilling til at handle mod selskabernes tarv og interesser.

Frifindelsen gælder ud over Jens Erik Høst Small Cap A/S, Investeringsforeningen SmallCap Danmark, Porteføljeselskab A/S og Pagajo ApS.

Ifølge byretten indlagde Jens Erik Høst købsordrerne efter instruks fra Small Cap-selskabernes investeringskomité og fra Investeringsforeningens direktør.

Høst havde flere kasketter på. Dels var han direktør i Small Cap Danmark og i Porteføljeselskabet. Og dels var han direktør i Pagajo.

Mens Pagajo indlagde salgsordrer, kom der købsordrer fra Small Cap Danmark.

Handlen med aktier i Egetæpper og Rias B foregik i slutningen af 2009 og i 2011.

Det var Finanstilsynet, som i sin tid slog alarm, og som gik til Bagmandspolitiet.

Tilsynet havde en mistanke om, at handlerne blev foretaget for at påvirke resultatet i årsregnskaberne i gunstig retning.

Forbedringen hos Small Cap var på henholdsvis seks og ni millioner kroner, lød det.

Men Københavns Byret kan altså ikke få øje på nogen lovovertrædelse.

/ritzau/