Millionopgør i langvarig strid om populære sko er afgjort af Østre Landsret. Verdensfirma får ingen penge.

Coop, Harald Nyborg og Lidl var alle i god tro, da de solgte Converse-sko, som var kopier af den ægte vare.

Det har Østre Landsret torsdag slået fast i en omfattende sag.

Butikkerne har hverken handlet forsætlig eller uagtsomt. Derfor slipper de for at betale erstatning til Converse Inc.

Det verdenskendte selskab havde krævet i alt næsten syv millioner kroner i erstatning af de tre butikskæder.

Opgøret i retten drejer sig om i alt cirka 100.000 par sko, som det britiske selskab MSK solgte til nogle danske grossister.

De solgte derefter de eftertragtede varer videre til Coop, Harald Nyborg og Lidl.

Grossisterne er i tidligere domme blevet dømt til at betale 3,5 millioner kroner til Converse, men butikkerne undgår altså en ekstra regning, viser det sig torsdag.

Opgøret handler om All Star Chuck Taylor sko. Den blev populær, da den amerikanske basketballspiller Chuck Taylor benyttede skoen.

Tilbage i 1923 blev spillerens signatur påtrykt skoen. Og siden blev den et hit verden over.

For at beskytte varemærket er Converse konstant på vagt over for mulige kopier, og i 2012 anede man uråd med hensyn til Harald Nyborg, Lidl og Coop. Prisen lå væsentligt under specialbutikkernes.

Derfor foretog Converse testkøb, så skoene kunne studeres nøjere for at afsløre, om der var tale om kopier.

Men resultatet af dommen i Østre Landsret rimer ikke med selskabets ønskeseddel.

Heller ikke det britiske MSK har optrådt forsætligt eller uagtsomt og undgår ligesom butikkerne i Danmark at betale erstatning.

Samtidig har MSK rettet skytset den anden vej. Converse skulle betale 43 millioner kroner på grund af henvendelser til det britiske firmas kunder og kontakt til pressen om de falske sko, lød kravet.

Også her siger landsretten nej. MSK får ikke erstatning.

/ritzau/