Under en køretur med lavprisselskabet Rød Billet fra København til Aarhus besluttede en buschauffør sig for at surfe på iPad, mens han kørte bus. Optrinnet blev filmet af Nicklas Frank, som var passager i bussen.

Allerede inden bussen er kommet ud af Københavns tætte trafik har chaufføren haft sin iPad fremme, og inden bussen er halvvejs på turen, har chaufføren surfet på sin iPad fem gange, hævder Nicklas Frank. Han fortæller samtidig, at videoen er filmet femte gang iPad'en er fremme hos chaufføren.

»Jeg håber utrolig meget, at vi kommer helt frem, og at budskabet når helt frem til chaufføren og hans selskab Pletten-Turist,« skriver Nicklas Frank som kommentar til videoen.

Det har ikke været muligt for BT at få bekræftet, hvor mange gange chaufføren havde sin iPad fremme under kørslen.

Rød Billet havde hyret Pletten Turists bus og chauffør til turen, og det er en rystet Anders Bonde, daglig leder af Pletten Turist, BT fanger fredag aften.

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til det. Det er uansvarligt og imod vores firmapolitik,« siger Anders Bonde til BT.

Foto: Nicklas Frank
Vis mere

Den daglige driftleder understreger, at episoden vil få konsekvenser for chaufføren, men hvilke er endnu uklart.

»Jeg skal tale med ham, inden jeg gør noget som helst mere,« siger Anders Bonde.

Af hensyn til chaufføren, har BT valgt ikke at bringe videoen.