Bubbers kone, Christina Meyer Ibsen, har det helt ok med, at han er blevet anholdt. Han har prøvet værre ting end end nat i fængsel, forklarer hun.

Christina Ibsen er ikke specielt bekymret for sin mand, efter at han torsdag aften blev anholdt i forbindelse med Greenpeaces aktion ved Christiansborg, hvor to aktivister sneg sig ind til gallafesten.

Hvordan har du det med, at din mand er blevet anholdt?


- Det har jeg det helt ok med. Hvis man går ind i sådan noget, så må man tage med, at man kan blive anholdt. Han skal jo ikke forfordeles.

Kan han klare at sidde en nat i et hundebur i Valby?

- Ork ja. Med det han har været igennem med B.S. (Christiansen red.), så tror jeg, at der skal værre ting til at slå ham ud. Jeg tror, han bedre kan lide at være i en celle end at slå fisk ihjel, lyder det fra Christina Ibsen.

Bubber var i gang med at lave et program til serien 'Danmark ifølge Bubber', hvor han følger Greenpeaces aktivister, da han blev anholdt sammen med flere Greenpeace-aktivister udenfor Christiansborg.

Ifølge TV2 er han nu blevet bragt til burene i politiet midlertidige klima-fængsel i Valby, sammen med de i alt 28 aktivister, der blev anholdt på og omkring Christiansborg i forbindelse med gallamiddagen torsdag aften.

B.T. talte med Bubber op til klimatopmødet, hvor han fortalte, at han havde planer om at kaste sig ud som aktivist. Og her havde han gjort op med sig selv, at han kunne risikere at tilbringe julen i fængsel eller blive spulet omkuld af politiet vandkanon.

- Det håber jeg nu ikke, men selvfølgelig er der en risiko, sagde Bubber.

Dengang ville han ikke afsløre for meget, men understregede, at han tog afstand fra voldelige og ulovlige metoder.

- Det er lidt hemmeligt alt sammen, så jeg kan ikke røbe så meget, men jeg skal ud og opleve mennesker, der tror og kæmper så meget for en sag, at de investerer sig selv helt i det. Normalt har jeg været neutral, men netop på grund af topmødet har vi valgt at følge debatten fra den anden side, fortalte han.