En 28-årig mand fra Sussex i England erkender sig skyldig i at have stukket den 52-årige dansker Jan Jensen ihjel i august sidste år. Det står klart efter en høring, som fandt sted tirsdag, oplyser politiet i Sussex.

Jan Jensen, en tatovør fra Aalborg, var på en rejse til England blevet venner med den tiltalte kort før drabet. Han blev ifølge politiet dræbt med et enkelt knivstik i brystet i en lejlighed i Hassocks i Sussex. Politiet blev hurtigt tilkaldt af personer i området, men danskeren døde formodentlig kort før deres ankomst til lejligheden, hvor man fandt en kniv.

Den 28-årige mand blev efterfølgende anholdt uden for lejligheden. Han er ifølge politiet tiltalt for manddrab, og der falder dom i sagen 22. juli i Lewes Crown Court.

BNB