Brian Nielsen blev onsdag overflyttet fra det åbne fængsel i Horserød til det lukkede statsfængsel i Vridsløselille. Det oplyser DR-Regionalen.

Overflytningen skete efter et heftigt skænderi med fængslets ledelse, hvor Super-Brian nægtede at udlevere sin mobiltelefon. Det er nemlig ikke tilladt for indsatte i de danske fængsler at medbringe mobiltelefoner under afsoningen.

Eks-bokseren har på grund af en voldsdom afsonet i Horserød siden starten af januar. Frem til sin prøveløsladelse den 13. februar skal Brian Nielsen nu altså sidde inde med nogle af landets mest berygtede rockere og mordere i Vridsløselille.

/ritzau/