BTs afdækning af hvordan kriminelle, under den sidste del af deres afsoning, kan komme på bl.a. ski- dykker- og teaterture på udslusningsstedet Kontraktpensionen Fyn, får nu Brian Mikkelsen til at fortryde, at han ikke standsede aktiviteterne i sin tid som justitsminister fra 2008-2010.

»Set i bakspejlet så skulle vi have sat bremserne i. Jeg havde også flere samtaler med kriminalforsorgen, der ville have telefoner og aktiviteter til dem, men hvor jeg sagde, at det jo skulle føles som en straf. Men ja, vi skulle have sat bremserne hårdere i,« lyder den overraskende erkendelse fra den Konservative profil.

Han lover derfor, at han vil arbejde for at fjerne de mange aktiviteter til kriminelle.

»Det vil jeg, fordi jeg synes, det er helt vanvittigt, at de får lov til alle de her ting. Det sender jo et signal om, at det ikke er nogen hård straf at afsone. Det nytter ikke med alle de pædagogiske ting og aktiviteter, så jeg mener, de tiltag skal fjernes,« siger han.

Ifølge Kontraktpensionen Fyn, var det den daværende Justitsminister Lene Espersen (K), der sad på posten fra 2001-2008, som personligt gav grønt lys for de udskældte aktiviteter.

»Det var forelagt Lene Espersen i sin tid, og de her ture med overnatning blev godkendt af hende personligt,« har forstander Kim Damgaard udtalt i et interview med BT. Han ønsker ikke at udtale sig nærmere om godkendelsen, og Lene Espersen ønsker ikke at udtale sig om sagen.

»Det kan jeg ikke udtale mig om. Det er så mange år siden,« siger hun.

Brian Mikkelsen understreger, at De Konservative på ingen måde har været slappe overfor kriminelle, men han erkender, at man nu må lære af sagen.

»Det kan godt være, det blev etableret i hendes tid, men både jeg og Lene var ret hårde på de her områder. Set i bakspejlet var det ikke perfekt, og det her er noget, vi skal lære af.«

Både internt i regeringen og i oppositionen har afsløringerne om aktiviteter skabt forargelse og justitsminister Mette Frederiksen (S) er nu blevet bedt om at give en redegørelse i sagen.

 

Hvad mener du om sagen? Husk at holde den gode debattone!