Brevet der måske kunne have reddet Rasmus kom for sent

Rasmus’ far skrev bekymret til myndighederne mandag aften. Men da var den lille dreng allerede død.

47-årige Carsten er dybt ulykkelig. Han er, med egne ord, fuldstændig knust som menneske.

Han er far til den Rasmus, som har været hans ét og alt, lige siden den mørkhårede lille purk så dagens lys 6. februar 2009. Nu er gløden slukket i Carstens øjne. Fordi den også uigenkaldeligt er det i Rasmus’, efter at den blot fire år gamle dreng mandag eftermiddag blev kvalt af sin egen mor, 35-årige LB, i hendes 4. sals lejlighed i Strynøgade i hjertet af Aalborg.

Mystiske detaljer dukker frem om mor bag kvæler-drab

Her tog hun drengen op på knæet og kvalte ham med hænderne. Hvorefter hun lagde ham på sofaen og lagde et tæppe over ham.

Den frygtelige hændelse er kulminationen på, at Carsten, som bor på Frederiksberg i København, og Rasmus’ drabssigtede mor gennem en lang periode ikke har været enige om dels forældremyndigheden, dels hvordan og hvor meget samkvem Carsten skulle have med sin søn.

Men måske kunne et brev, der indeholdt et tydeligt bekymret opråb, og som Carsten D. satte sig ned og skrev til Statsforvaltningen i Nordjylland så sent som mandag aften, have været med til at redde den lille drengs liv.

Hyggetur i Tivoli

I hvert fald forudsagde Carsten i brevet - uden at ane hvor tæt han var på de barske realiteter - alvorlige problemer. Efterfølgende har det nemlig vist sig, at på det tidspunkt, da Carsen satte sig bekymret til pc’en og skrev brevet, var Rasmus allerede død.

Rasmus' fars store ønske: Lad mig begrave min søn her

I brevet skriver den 47-årige far om nogle faresignaler, han havde set i forhold til Rasmus’ mor. Det gør han bl.a. efter nogle ting, som den lille dreng har fortalt sin far i weekenden, hvor far og søn ellers har hygget sig med en tur i Tivoli i fredags, og efter at have brugt en stor del af lørdagen med familiebesøg hos Carstens kærestes mormor og morfar i hovedstaden.

Grotesk og uvirkeligt

- Det er fuldstændig grotesk og nærmest uvirkeligt at tænke på: Jeg sætter mig ned mandag klokken 18 og skriver bekymringsbrevet til Statsforvaltningen. Hvad jeg selvfølgelig ikke ved noget som helst om, er, at på det tidspunkt er min søn allerede død. Efter hvad jeg har fået at vide af politiet, har hun kvalt ham omkring klokken 16, fortæller den ulykkelige far til BT. Carstens stemme knækker over, når han nævner Rasmus’ navn. Han samler sig og tilføjer:

- Jeg vidste, at der var et eller andet galt. For at det ikke skal være løgn, så indleder jeg brevet til Statsforvaltningen med at skrive, at jeg virkelig håber, at de vil tage min bekymring alvorligt. Jeg skriver, at jeg er meget bekymret, og at jeg sådan set bare går og venter på, at der skal komme nye problemer, eller at der skal ske et eller andet forfærdeligt, siger Carsten stille.

Han er uddannet pædagog og gik så sent som i torsdags glad og opløftet fra Statsforvaltningen, fordi det da blev besluttet, at Rasmus skulle holde jul hos ham fra den 23. til den 28. december.

Det var også blevet besluttet, at drengen skulle holde påskeferie med sin far, og at der fremadrettet i det hele taget skulle være styr på ferieplanen, så den tilgodeså begge forældre og dermed også barnets tarv.

- Det har været en lang kamp at få lov at se min søn. Hans mor har gjort, hvad hun kunne for at gøre det svært, og jeg har følt, at det har været virkelig op ad bakke. Gennem to år har jeg hver eneste søndag taget flyet fra København til Aalborg for at være sammen med ham i nogle timer hver gang. Jeg missede ikke én eneste søndag i den periode, hvor det foregik på den måde. Ikke én eneste, fortæller han.

Ferie gav problemer

For godt et år siden, i november 2012, begyndte tingene at gå lidt bedre med hensyn til samkvem. Det blev med Statsforvaltningens mellemkomst aftalt, at Rasmus skulle - som så mange andre skilsmissebørn - være hos sin far hver anden weekend, men så blev det ifølge Carsten pludselig et problem for ham at få lov at have Rasmus med på ferie.

Det var alle de ting, der kom styr på ved mødet i Statsforvaltningen i torsdags, hvor linjerne blev trukket op for, hvordan samværet fremover skulle være med deres fælles søn. Carsten har aldrig søgt om den fulde forældremyndighed over drengen.

- Jeg ville bare gerne have, at vi skulle have fælles forældremyndighed. Men den del kunne vi ikke blive enige om på mødet i torsdags. Det blev henvist til retten. Men nu er det jo en helt anden situation, siger han.

Læs også: