Mens sommervejret i Danmark får strandene til at bugne, og grillene til at syde, så er det ikke lutter lagkage alt sammen. Det tørre vejr giver nemlig også større risiko for brande i naturen.

Derfor indfører Københavns Brandvæsen nu afbrændingsforbud i visse dele af København, oplyser brandvæsenet i en pressemeddelelse.

Forbuddet gælder for Amager og Kalvebod Fælled, ligesom også Ullerslev Mose er omfattet af forbuddet. Her må man ikke bruge åben ild, foretage afbrændinger eller bruge apparater, der forbrænder fast, flydende eller gasformigt brændstof.

Man må dog gerne grille på etablerede bålsteder, sanddækkede områder og på for eksempel fliser, så længe det ikke er tæt ved en tør græsmark. Det er også i orden at bruge sin egen private grill og bålfade i haven.

Forbuddet gælder fra tirsdag og til det ophæves igen, hvilket senest vil være ved udgangen af august.

BNB