Fredag 30. januar 2015 bliver en dato, som en gruppe lollandske brandmænd aldrig vil glemme.

Den fredag aften kæmpede de nemlig desperat for at redde fire børn og deres far ud af flammerne på Mosevej i Nakskov.

Desværre kæmpede de forgæves.

Børnene Victor, Tobias, Casper og Freja og de to sidstnævntes far, Thomas, brændte inde, da en eksplosionsagtig brand bredte sig med lynets hast.

LÆS OGSÅ:

Og netop det at stå overfor en opgave med mange børn involveret er enhver brandmands værste mareridt.

Det skriver den mand, der stod i spidsen for de brandmænd, der fredag aften kæmpede for at redde de fire børn på Mosevej i Nakskov, på Facebook.

»Når man i snart 15 år har været i beredskabet både som brandmand, holdleder og indsatsleder og til daglig har fuldtidsjob som brandinspektør, så har man oplevet mange ting, som giver ar på sjælen. Man går tit og frygter, at der en dag kommer en stor tragisk ulykke med mange børn impliceret. Ja, så slår det hårdere, end man regner med, når dagen kommer,« skriver brandinspektør i Nakskov Leon Jensen på den side på Facebook, hvor frivillige er gået i gang med at samle penge ind til de to familier, der mistede deres kære.

Her skriver han, hvordan han og kollegerne straks fornemmede, at de stod over for en ubehagelig opgave.

»Jeg var denne dag leder - sammen med en kollega - for mandskabet, som blev kaldt på Mosevej. Vi blev kaldt som så mange mange gange før til en husbrand, men denne dag kom meldingen over radioen, som får enhver brandmand til at stivne: Melding om savende børn på 1 sal.«

»Her ser man sin makker i øjene, og med det blik ved man, at det er nu, det virkelig gælder. Men desværre blev vi denne dag kaldt ud til en 'kamp', som var tabt på forhånd.«

LÆS OGSÅ:

Midt i tragedien og forsøget på at bearbejde de traumatiske oplevelser hylder Leon Jensen de kolleger, der gjorde, hvad de kunne for at redde børnene og faderen ud af det brændende hus.

»Men trods synet og det umulige, prøvede alle mand at yde en 100% professionel indsats, med alt hvad der var muligt, ja og endda mere til, men gutterne kunne ikke stille noget op.«

»Jeg kender mine gutter rigtigt godt og kunne se, at dette var utroligt hårdt for dem. Ja faktisk have vi lige været med i en af de tragiske brandulykker i historien.

»Jeg har takket dem alle for deres ubeskrivelige indsats hver og en, og sagt til dem alle, at ingen andre kunne have gjort det anderledes,« skriver han og sender en varm hilsen til ofrenes familier.

»Mine tanker går i denne ubeskrivelige hårde tid til de efterladte, som næsten er umuligt at se sig ud af..! Men mine tanker og respekt går også til alle de brandmænd, som igen står klar til at sætte det hele over styr, med de ridser det giver i lakken... STOR tak gutter.. Til de 5 omkommende: Ære være jeres minde...«

Til bt.dk fortæller Leon Jensen, at branden i Nakskov er én, som sætter dybe spor selv i en rutineret brandmand.

»Det her er nok en af de brande, som jeg aldrig vil glemme. Jeg har aldrig før oplevet, at så mange børn og mennesker er brændt inde på den måde. Det er mange for så lille et hus,« fortæller Leon Jensen, der taler meget med både kollegaer, venner og familie for at bearbejde den ubehagelige oplevelse.