Politiets teknikere skal nu i gang med at fastslå brandårsag, og den afdøde skal identificeres.

Nakskov. En person er fundet død i et hus ved Horslunde på Lolland efter en brand, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politiet modtog via 112 en anmeldelse kort før klokken 8 mandag morgen, fortæller politiets vagtchef Jens Frederiksen.

- Da brandvæsnet og vi kom derud, var huset fyldt med sort røg. Huset var overtændt, inden brandvæsnet fik slukket ilden, fortæller vagtchefen.

Begrebet overtænding betyder, at temperaturen i et rum bliver så høj, at der går ild i alle brandbare overflader i rummet.

Da brandfolkene gik i huset, som ligger på Nakskovvej, fandt de liget af en person. Endnu ved politiet ikke, hvem den afdøde er.

Hvad der har været årsag til branden, ved politiet heller ikke på nuværende tidspunkt.

- Det er stadig ret ny, så nu skal vi have teknikere ud for at kigge på stedet, lyder det fra Jens Frederiksen.

Heldigvis bliver der længere og længere mellem de brande, som kræver menneskeliv. Sidste år omkom 52 personer herhjemme på grund af brand, viser tal fra Beredskabsstyrelsen. Det er det laveste antal i 40 år.

I sidste uge fortalte styrelsens analysechef, Bo Torp Henriksen, til Ritzau, at det lave antal formentlig skyldes, at stadig flere får sat røgalarmer op i hjemmet.

Rygning er det hyppigste årsag til de brande, som koster menneskeliv.

/ritzau/