Klokken 13.36 onsdag modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om en brand på havnen i Aarhus.

Aarhus. En brand huserede onsdag eftermiddag havnen i Aarhus. Arbejdet med at slukke den tog et par timer.

Klokken 17.30 er branden nu under kontrol.

Det oplyser kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi Janni Lundager.

Brandvæsnet arbejder nu med at efterslukke branden. Det kommer til at fortsætte nogen tid, er meldingen.

Anmeldelsen om branden kom klokken 13.36.

Det var en virksomhed, som producerer vegetabilsk olie, der var gået ild i.

Onsdag sen eftermiddag er det endnu uvist, hvad der var årsag til branden. Det skal undersøges, når efterslukningen er færdig.

Omkring 30 personer, der er ansat i virksomheden, blev evakueret.

En medarbejder kom lettere til skade i forbindelse med branden og blev kørt til skadestuen.

I forbindelse med branden afspærrede politiet desuden området ved Sydhavnsgade, Slipvej og Celebesvej.

Politiet opfordrede til, at køretøjer, der skulle til havnen, fandt en alternativ rute. Afspærringerne blev ophævet igen klokken 17.30.

/ritzau/