Flere husstande i Aarhus er uden elektricitet på grund af en brand i den vestlige del af byen.

København. Mange husstande i Aarhus må lige nu klare sig uden strøm. Det er konsekvensen af en brand, der er opstået i Aarhus V.

Branden er ifølge TV2 Østjylland sket som følge af en eksplosion i en industribygning.

Der er i den forbindelse gået ild i et elskab, og det går altså ud over strømforsyningen til dele af byen.

Østjyllands Politi fortæller, at branden er opstået hos elselskabet Elcon og afviser over for TV2 Østjylland, at der skulle være tale om noget kriminelt.

Der skulle heller ikke være tilskadekomne i forbindelse med branden.

/ritzau/