Lørdag morgen er dele af Vesterbrogade stadig spærret, efter en tagbrand brød ud fredag eftermiddag og spærrede store dele af den befærdede vej.

Det oplyser Københavns Politi lørdag morgen.

Fredag eftermiddag lykkedes det brandvæsnet af få slukket tagbranden, der var brudt ud på Vesterbrogade 146 omkring klokken 13. Bygningen er imidlertid så medtaget, at gavlene skal rives ned, fordi der er fare for, at de kan styrte sammen, og det arbejde er man stadig i gang med lørdag morgen.

Det betyder, at store dele af Vesterbrogade fortsat er spærret mellem Kingosgade og Plantanvej. En enkelt gavl blev fjernet natten til lørdag, oplyser Hovedstadens Beredskeb, mens den anden stadig mangler at blive fjernet.

»Indtil det er fikset, er Vesterbrogade stadig spærret af, tage nogle timer nu, i hvert fald formiddagen med. Gavlene har vi ikke kunne røre i løbet af natten grundet mørke, så det har været spærret af der også,« siger Henrik Stormer.

Hovedstadens Beredskab oplyser på Twitter, at man forventer, at arbejdet med at fjerne gavlen vil være afsluttet omkring klokken 17.

Da branden var på sit højeste fredag, stod flere meter høje flammer op fra bygningen, flere ruder blev smadret og tagsten fløj ned.

»Melding fra brandvæsnet er, at der er ti meter høje flammer, der står fra en bygning på Vesterbrogade, og tagsten der vælter ned på gaden«, lød det fra Henrik Stormer fredag.

Tre opgange blev evakueret og beboere blev huset andre steder. Årsagen til branden er endnu ikke kendt.