Klaus Paghs ekskæreste og mor til deres fælles barn, ni-årige Isak, blev onsdag ved Retten i Roskilde idømt seks måneders fængsel for at have bortført drengen, så Klaus Pagh ikke havde mulighed for samvær.

Halvdelen af dommen blev gjort betinget, og retten vurderede desuden, at Karema Hviid har udstået sin straf, da hun sad varetægtsfængslet fra 31.januar til marts 2012.

I dommen lagde dommer Anna Lindgren vægt på, at Karema Hviid har holdt sønnen skjult for Klaus Pagh og myndighederne, og at Karema Hviid burde have vidst, at forældremyndigheden var givet til Klaus Pagh af Østre Landsret i april 2011.

- Vi har ikke fundet grundlag for at betvivle din angst, men du burde have fundet en mere indgribende måde end at rejse med drengen, sagde dommer Anna Lindgren blandt andet.

Karema Hviid udrejste i oktober 2010 fra Danmark med sønnen, fordi hun følte sig og sønnen chikaneret af Klaus Pagh. I retten har hun forklaret, at hun gjorde det for at undgå at udlevere Isak til Klaus Pagh, fordi hun var bange for, at Klaus Pagh ville gøre skade på drengen. I følge Karema Hviid skulle sønnen have fortalt, hvordan Klaus Pagh tidligere har forgrebet sig på sønnen. Forhold, som sønnen skulle have forklaret i forbindelse med en videoafhøring hos Midt-og Vestsjællands Politi. Politiet har dog aldrig fundet anledning til at sigte Klaus Pagh for forholdene.

Efter udrejsen af Danmark tog Karema Hviid og sønnen først til Hong Kong, for efter et par måneder at tage til Egypten, hvor Karema Hviid har noget familie. På det tidspunkt havde Karema Hviid havde den forældremyndighed over lille Isak, men da ingen kunne få fat på Karema Hviid, og Klaus Pagh derved ikke kunne få samvær med sin søn, valgte Østre Landsret midlertidigt at tildele Klaus Pagh den fulde forældremyndighed i april 2011.I et dødsbo ved Sjællands Odde uden telefon og internet, holdt Klaus Paghs ekskæreste, Karema Hviid, sig skjult under navnet Sanne sammen med deres fælles søn Isak i næsten et år

Karema Hviid holdt dog stadig sin søn skjult for den tidligere teaterdirektør, hvilket fik politiet til at udstede en arrestordre på Karema Hviid.

Hvad Klaus Pagh og politiet ikke vidste, var, at Karema Hviid allerede befandt i Danmark på det tidspunkt med sønnen.

I retten kom det frem, at hun vendte tilbage til Danmark i marts 2011, fordi hendes mor var blevet syg. Efter hjemkomsten til Danmark fik Karema Hviid gennem en venindes veninde lov til at skjule sig med sønnen i et dødsbo i Sjællands Odde, indtil hun blev anholdt i januar 2012.

Her gik hun under navnet Sanne, og i et dødsbo ved Sjællands Odde uden telefon og internet, holdt hun, sig skjult under navnet Sanne sammen med deres fælles søn Isak i næsten et år. Ikke engang udlejeren af huset vidste i begyndelsen, hvem Karema Hviid var.

Det fortalte udlejeren tirsdag i retten.

- Jeg oplevede en familie, der levede i stor angst, og det bar både Karema og Isak præg af. Langsomt fandt jeg ud af, hvem de var, og hvad de havde været udsat for, men mit indtryk var, at hun hele tiden var bange for, at Isaks far (Klaus Pagh, red.) skulle finde ud af, hvor de var, forklarede kvinden og sagde, at Karema Hviid kun havde betalt for vand og varme for at bo i huset.

Karema Hviid holdt hele tiden Isak hjemme fra skolen og underviste ham i stedet selv.

Karema Hviid og Klaus Pagh har, siden sønnen blev født, bekriget hinanden om, hvor sønnen skal bo. Det har føget med beskyldninger, hvor Klaus Pagh har beskyldt Karema Hviid for kun at være ude efter hans penge. Modsat har hun beskyldt Pagh, der i 60 og 70´erne fejrede store succeser som teaterdirektør med kendisser som Preben Kaas, Dirch Passer og Jørgen Ryg på rollelisten, for incest af sønnen, hvilket politiet aldrig har fundet bevist.

Karema Hviid blev anholdt 31. januar 2012, efter sygeplejersker på Hvidovre Hospital, hvor hendes mor var indlagt, havde tippet politiet om, at Karema Hviid var i Danmark. De stoppede hende i en bil på Holbækmotorvejen, hvorefter hun blev anholdt og efterfølgende varetægtsfænglset frem til midten af marts.