Politiet undersøger torsdag eftermiddag dele af et menneskeskelet, der blev fundet af en borger tidligere på formiddagen.

Det var ved vandet på Skovbovej i Røkkedal ved Hobro, at den tilfældigt forbipasserende borger gjorde fundet.

Skelettet lå i et sivområde på nordsiden af Mariagerfjord, oplyser efterforskningsleder Preben Møller, der fik anmeldelsen 10:30.

Ifølge politiet er der tale om et skelet, der har ligget ved vandet i længere tid.

Politiet er sammen med en indsatsleder lige nu på stedet for at undersøge fundet nærmere, siger efterforskningslederen, men der er ikke noget, der tyder på, den døde har været udsat for en kriminel handling.

Ikke tegn på noget krimielt

Efterforskningslederen har fået billeder ind af skelettet og har i samråd med sit personale vurderet, at politiet laver en såkaldt findestedsundersøgelse af skelettet.

Det betyder, at politiet rekvirerer teknikere, der har kompetencer til at klarlægge, hvad der er hændt, og om den pågældende i sin tid har været udsat for en forbrydelse.

To teknikere og en retsmediciner har arbejdet på stedet siden klokken 15, og de fortæller nu, at der ikke umiddelbart er sket noget kriminelt i forbindelse med skelettets død.

»Der er ikke brækkede knogler eller skudhuller eller lignende, så derfor er vores tese i øjeblikket, at der ikke er sket noget kriminelt,« fortæller Preben Møller til BT.

Efterforskningslederen oplyser, at teknikerne er ankommet til området fra Fredericia. De skal undersøge selve skelettet, men også området hvor det er fundet.

»Skelettet vil derefter blive bragt til retsmedicinsk institut i Aarhus, hvor liget vil blive endeligt identificeret,« siger Preben Møller.

Skelettet har været delvist dækket af beklædningsgenstande, og derfor har det ikke været muligt at undersøge hele skelettet på stedet. Fredag vil der blive foretaget en obduktion, hvor der vil være mulighed for at undersøge hele skelettet.

BT følger sagen...