En bombetrussel mod Nørremarkscentret i Vejle var falsk alarm.

Det har Sydøstjyllands Politi ifølge tvsyd.dk konstateret fredag aften, efter at bombehunde og bombeeksperter fra hæren har afsøgt centret.

Kort efter klokken 14 modtog PostDanmark et opkald om, at en bombe skulle være placeret i pakkeudleveringen i butikscentret.

Sydøstjyllands Politi rykkede kort tid efter ud og evakuerede og afspærrede centret. Der blev sendt bud efter bombehunde og bombeeksperter fra hæren til at afsøge området.

Fredag aften kunne aktionen afblæses, og betjente og hunde sendes hjem.

BNB