Fyns Politi har anholdt en 37-årig mand i forbindelse med bombetruslen mod Odense Banegård Center søndag.

»Det er på tip fra borgerne, at vi har anholdt en 37-årig mand fra Fyn. Vi taler i øjeblikket med ham,« oplyser vagtchef Kenneth Taanquist fra Fyns Politi i en pressemeddelelse kort efter klokken 19.00.

Det var angiveligt falsk alarm, da en engelsktalende mand søndag eftermiddag ringede til banegården og sagde, at en bombe ville sprænge klokken 15.00. I hvert fald fandt politiet ikke noget mistænkeligt, da de efterfølgende undersøgte banegården.

»Heldigvis fandt vi ikke noget mistænkeligt, så derfor kan vi nu åbne for juletrafikken igen. Jeg vil i øvrigt gerne sige, at der er stor ros fra politiet til de mange ansatte i OBC (Odense Banegård Center, red.), der handlede resolut, da bygningen skulle evakueres,« siger vagtchef Kenneth Taanquist.

Også togsporene gennem Odense er åbne, efter afspærringerne omkring banegården kort før klokken 19 blev ophævet. Det betyder, at det nu igen er muligt at køre med tog til og fra Odense.

BNB