Omkring 4.000 gæster blev evakueret fra Tivoli i København i forbindelse med en bombemistanke. Politiet afblæste bombealarmen efter at have talt med ejeren til en mistænkelig bil.

En mistænkelig bil fik lørdag aften Københavns Politi til at afspærre et større område omkring Tivoli i det indre København. Politiet frygtede, at der var placeret en bombe i bilen, og hærens ammunitionsryddere blev derfor tilkaldt.

En form for måler med en lader i var omdrejningspunkt for mistanken, og politiet afspærrede Tietgensgade og H.C. Andersens Boulevard, mens sagen blev undersøgt nærmere.

Efter at have talt med bilens ejer blev bombealarmen imidlertid afblæst ud på natten, da det viste sig, at bilen var fuld af musikudstyr.

»Alt er afblæst. Vi har talt med bilens ejer, der havde lånt bilen ud. Den var fuld af musikudstyr, blandt andet en subwoofer,« siger vagtchef ved Københavns Politi Henrik Olesen.

Pressechef for Tivoli Torben Plank oplyste efter midnat, at Tivolis gæster blev bedt om at forlade den gamle forlystelsespark, men at alt var foregået i god ro og orden.

»Vi vurderer, at cirka 4.000 gæster var i haven,« lød det fra Torben Plank efter midnat.

Tivolis medarbejdere blev samlet på H.C. Andersen Slottet i Tivoli, og gæsterne på Nimb Hotel i Tivoli blev ikke evakueret. De fik dog besked på at holde sig indendørs og i den del af bygningen, der vender ind mod forlystelsesparken.

Politiets afspærring påvirkede lørdag aften en lang række buslinjer i København.