Magasin, Metrostationen og McDonalds på Kgs. Nytorv er evakueret efter fundet af en mistænkelig taske.

Klokken 11.11 lørdag modtog politiet en anmeldelse om en mistænkelig taske i bygningen på Kgs. Nytorv i København, hvor varehuset Magasin blandt andet holder til, skriver BT.

Kort tid efter blev bygningen begyndt evakueret ligesom metrostationen, der ligger i samme bygning, også blev afspærret.

Ifølge BTs oplysninger er der fundet en taske, hvor der lå en seddel ovenpå. Der er ingen oplysninger om hvad, der skulle stå på sedlen. Tasken er fundet i McDonalds, der ligger i samme bygning som Magasin og Metrostationen Kgs. Nytorv.

»Jeg kan ikke kommentere på, om der er fundet en seddel på tasken,« fortæller vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen til BT.

Han oplyser desuden, at politiet endnu ikke har nogen tidshorisont for, hvornår afspærringen af bygningen og området omkring bliver ophævet.

Der er derfor ingen metrotog, der stopper på Kgs. Nytorv Metrostation.

Desuden er Holmens Kanal afspærret ved Holbergsgade, og adgangen til Kgs. Nytorv er spærret ved Nyhavn, skriver Københavns Politi på Twitter.

Der er ankommet brandbiler og lægeambulance ved indgangen til Magasin.