En mistænkelig kuffert, der i aften fik politiet til at evakuere Ny Adelgade ved Kongens Nytorv i København, viste sig at være tom.

Det viste en gennemlysning, efter at bomberobotten Rullemarie var hentet til stedet fra Farum Kaserne og havde fjernet kufferten. Ved 22.30-tiden kunne ordensmagten fjerne afspærringen, der også havde lagt beslag på en del af Kongens Nytorv.

Kufferten blev fundet ud for Ny Adelgade nummer 8, hvor Peter Asschenfeldts Nye Forlag A/S holder til. Politiet tog ingen chancer, men fjernede også gæster fra de restauranter og barer, der ligger i gaden.

/ritzau/