Selskabet Nets, der har ansvaret for kreditkorttransaktioner i hele Norden, blev allerede i januar 2013 advaret om, at ugebladet Se og Hør havde adgang til at overvåge kendte personers kreditkort.

Det afslørede TV2 Nyhederne torsdag aften. Nets bekræfter her til aften over for BT, at oplysningerne er korrekte.

En freelancefotograf fra Se og Hør stod - anonymt - frem og fortalte TV2, at han i flere tilfælde havde udført opgaver for Se og Hør, hvor kreditkort-oplysninger forinden var brugt til at spore kendte.

Allerede den 18. januar 2013, for snart halvandet år siden, henvendte han sig til Nets med oplysningerne. Samme dag svarede Nets 'kommunikationschef Søren Winge, at før Nets nærmere kunne undersøge sagen, skulle fotografen:

'...indkredse hvilke dage, der konkret har været tale om, at der skulle være lavet opslag i systemer over, hvordan enkelte kendte bruger deres kort på rejser i udlandet, så kan det måske give os et spor mere at gå efter i forhold til at afdække, hvor denne kilde kan stamme fra.’

Læs også: Jes Dorph angriber Ekstra Bladet: Det er ikke særlig modigt, Poul Madsen

Fotografen fremsendte ifølge TV2 derpå tre eksempler, blandt andet en episode fra 2009, hvor Stein Baggers daværende hustru Anette Uttenthal var i udlandet. Se og Hør var lige i hælene på hende, men mistede hende af syne, og den journalist, der skrev historien, fik kort derefter besked om, at Uttenthal kort forinden havde brugt sit kreditkort på et bestemt hotel - hvorpå historien var hjemme.

Den 8. marts 2013 skrev Nets til fotografen og fortalte, at Nets var 'i færd med at undersøge sagen, og hvis vi oplever uregelmæssigheder i vores gennemgang af hvem, der kunne være kilden til disse oplysninger, vil vi tage de nødvendige skridt og evt inddrage politiet'.

Det lykkedes aldrig Nets at opklare, hvorvidt Se og Hør faktisk havde overvåget de tre kendte personers kreditkort, men Se og Hør bragte 9. januar 2009 ganske rigtigt en artikel om Anette Uttenthal, der svarer til de oplysninger, fotografen gav Nets.

Af artiklen, der er skrevet af én af de journalister, der kendte til Se og Hørs særlige kreditkort-kilde, fremgår følgende:

Læs også: Derfor skaber mail panik på Aller: Disse 16 kendte til 'tys-tys'-kilden

‘...tredje juledag fløj Anette Uttenthal til Nice med Stein Baggers niårige datter Olivia for at aflevere hende til sin mor Martina Bagger, som er nygift og bosat i det lille fyrstendømme Monaco. Selv om det har været hævdet, at Olivia er brudt sammen på grund af sin fars fængsling, virkede Stein Baggers datter ubekymret og forventningsfuld, da hun i sit turkis joggingsæt gik om bord på SAS-flyet mod Nice - ledsaget af stedmoderen Anette Uttenthal Bagger, som valgte at bære briller i flyet, hvilket betød, at kun få passagerer genkendte hende'.

'Hos Europcar i Nice Lufthavn lejede Anette Uttenthal en sølvmetallic Mercedes SLK 280 til næsten 2000 kroner i døgnet. Jetsetvanerne fortsatte, da hun i Monaco indlogerede sig på det mondæne Port Palace Hotel ved havnefronten. Havneudsigt, jacuzzi og fladskærm bringer en overnatning her op i nærheden af 2000 kroner.’

Kommunikationschef i Nets, Søren Winge bekræfter, at Nets ‘i januar sidste år fik en henvendelse fra en person, der mente at have oplevet eksempler på videregivelse af følsomme oplysninger. Denne person havde ingen konkret viden om, hvorvidt en sådan kilde kunne være fra Nets'.

- Vi tager altid denne slags henvendelser meget alvorligt. Vi undersøgte de konkrete eksempler, som henvendelsen drejede sig om. Vi fandt i vores undersøgelse ikke noget der kunne bekræfte de informationer som vi havde modtaget. Vi opfordrede vedkommende til at overveje at anmelde sagen til politiet. Vi har informeret politiet om dette som led i den igangværende efterforskning, og vi har derfor ikke yderligere kommentarer, oplyser Søren Winge til bt.dk