For en uge siden blev BT udsat for det, der virkede som et koordineret angreb. Målet for angrebet, som skete på Facebook, var ikke BT, men derimod en kun 15-årig pige, som andre jævnaldrende piger og drenge ønskede at hænge ud eller ‘shame’, som det hedder, ved at offentliggøre kompromitterende billeder og videoer af pigen i seksuelle situationer.

På få timer modtog BT mere end 20 beskeder i Facebook-indbakken, hvor unge piger og drenge ville udstille den kun 15-årige pige, som flere mente at ‘have en god historie om’ og nogle forsøgte endda at få penge for historien.

Andre sendte billeder og videoer, som de påstår er af pigen, der udfører en seksuel gestus på et toilet, med henblik på at få lavet artikler om pigen. Andre skrev direkte fornedrende om pigen og brugte ord som ‘luder’ i deres karakteristik af hende. Netop sådan en deling af mindreårige i seksuelle situationer er ulovligt og straffes med op til to år efter straffelovens §235 og/eller § 235 stk. 2, der omhandler videreformidling af børneporno.

»Jeg er dybt, dybt rystet,« siger en far til en af de unge, som var med til det koordinerede angreb.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Her ses et eksempel på, at nogen har manipuleret med en BT-artikel, så det ligner en omtale om den 15-årige pige.
Her ses et eksempel på, at nogen har manipuleret med en BT-artikel, så det ligner en omtale om den 15-årige pige.
Vis mere

Omfanget af mobningen viste sig at være større end de mange beskeder i BTs Facebook-indbakke. Flere personer sendte ligeledes beskeder på det sociale medie og bad BT om at sige fra overfor den mobning og shaming af den unge pige, som finder sted i forskellige lukkede Facebook-grupper. Grupper som BT er bekendt med og kender indholdet af, men ikke ønsker at offentliggøre navnene på.

I en af disse grupper blev der søndag skrevet en lang besked, hvor en 16-årig dreng giver sin uforbeholdne mening om pigen. Han skriver blandt andet, at hun skulle hænges op og folk skulle kaste knive efter hende. Hun bliver kaldt for en 'fucking luder af en sædcontainer'. Han skrev, at andre drenge bare kunne voldtage hende, hvis de havde lyst. Det opslag slettede drengen dog, og lagde følgende op i stedet, hvor han skriver, at 'det er ikke over grænsen at sidde og mobbe hende, sende nøgenbilleder rundt om hende, ødelægge hendes liv.'

Artiklen fortsætter efter billederne.

Sådan skrev den 16-årige dreng i første omgang.
Sådan skrev den 16-årige dreng i første omgang.
Vis mere

Her ses drengens andet opslag på siden. BT har sløret navne i opslaget.
Her ses drengens andet opslag på siden. BT har sløret navne i opslaget.
Vis mere

Også manipulerede billeder, af hvad der skulle forestille at være artikler udgivet på BT.dk med billeder og beskrivelser af den unge piges seksuelle udskejelser, blev sendt til BT.

Det er ikke et nyt fænomen, at billeder og videoklip af mere eller mindre nøgne danske piger bliver delt mod pigernes vilje i stor stil på nettet. Det kunne man blandt andet se med ‘Viborg-mappen’ fra 2015 og senest sagen om en 16-årig gymnasiepige fra Nordsjælland, hvor sexvideoer af hende florerede på nettet tidligere i 2016.

»Hun var helt paf og mundlam«
BT har efterfølgende været i kontakt med den unge pige, som er offer for de mange krænkelser, og hendes familie. De ønsker ikke at stå frem. Men de bekræfter overfor BT, at mobningen og shamingen af pigen har stået på i en længere periode på internettet. Årsagen til, at de ikke vil stå frem, er, at mobningen og shamingen har haft store personlige konsekvenser for hele familien. BT har også været i kontakt med familiens advokat og aftalt at sende al relevant materiale.

BT har fundet frem til flere af drengene og pigerne bag de hadske beskeder og har kontaktet deres forældre. En af disse er en far til en 14-årig pige. Han udtaler sig til BT med det forbehold, at han og datterens navne holdes anonyme. Hun var en af de mange, der skrev til BT søndag med henblik på at dele et billede, der er af seksuel karakter, af den 15-årige pige.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Her ses tre eksempler fra BTs Facebook-indbakke, hvor unge har forsøgte at sælge historien om den 15-årige pige. BT har sløret navne og billeder i opslagene.
Her ses tre eksempler fra BTs Facebook-indbakke, hvor unge har forsøgte at sælge historien om den 15-årige pige. BT har sløret navne og billeder i opslagene.
Vis mere

Og han er chokeret, da han bliver gjort opmærksom på datterens handling.

»Jeg spurgte, hvordan hun ville have det, hvis det var billeder af hende eller et photoshoppet billede af hende, der blev delt. Hvordan hun så ville reagere. Hun var helt paf og mundlam.«

Han fortæller, at han har tænkt sig at tage sagen op på sin datters skole, så klassekammeraternes forældre bliver opmærksomme på problematikken.

Børn behersker sociale medier, men ikke moral
Selvom angrebet på den unge pige kan virke ekstremt, så er det langt fra et enestående eksempel. Det fortæller psykolog ved Red Barnet Kuno Sørensen.

»Vi har ikke et præcist tal, men omfanget af henvendelser til os fra unge, der bliver shamet, hængt ud eller krænket på nettet, er steget alt for meget de seneste to år,« siger Kuno Sørensen og uddyber:

»Før råbte man ad hinanden i skolegården, og så kunne det være, der blev snakket om det i noget tid efter, men så var det også overstået. Når man ‘råber’ ad andre på nettet, så forsvinder det ikke igen. Det bliver på nettet for al tid, og samtidig er det meget let at dele – det kan gøres ved et enkelt klik. Og på den måde kan det nå meget længere ud end råbet i skolegården kan. Også til personer som ikke var i ’skolegården’.«

Et af de helt store problemer i forbindelse med unges online-mobning og -shaming af hinanden er ifølge Kuno Sørensen, at mange unge har en god teknisk forståelse af de mange sociale medier, som en stor del af deres liv foregår på, men ikke om moral og menneskelige værdier, som deres forældre formentlig har. Derimod er forældrene ofte ‘teknik- og social medieforskrækkede’, som Kuno Sørensen kalder det.

Han har et bud på, hvorfor sociale medier kan være helt fremmed for forældre, der er vokset op uden sociale medier som Facebook, Ask og Instagram.

»Det er en onlinekultur, som er gået over gevind – specielt fordi man ikke sidder ved siden af personen, og så er folk ofte ekstra grove. Der er flere ting, der spiller ind her. Den ene er muligheden for at dele ting lynhurtigt online. Så er der også det, at vi deler alt muligt på sociale medier, og der har ikke været en offentlig diskussion om, hvad man deler og ikke deler på nettet. Det har ført til en grænseløshed på de sociale medier. Det kombineret med, at mange unge slås med en kropskultur, hvor sex og krop giver status og kan bruges til at holde andre nede, så løber det nogle gange løbsk,« forklarer han.

Den holdning deler advokat Sofus Borch Schaufuss, der har specialiseret sig i at rådgive unge og familier til unge, som shames, mobbes og hænges ud på nettet

»Det største problem er den kultur, som er opstået, hvor unge deler nøgenbilleder af andre unge på nettet. Den grundlæggende problemstilling i det her kender forældre til de unge ikke, ligesom de ikke kender til omfanget af det. De forstår mobning, men kender ikke den her kultur med deling af nøgenbilleder med det formål at udstille den der er på billedet. Samtidig forstår forældrene ikke de unges behov for at være på nettet og sociale medier, ligesom de heller ikke forstår omfanget,« siger Sofus Borch Schaufuss.

Kan du ikke bare lukke profilen?

For mange forældre kan den umiddelbare løsning, hvis ens barn mobbes eller shames på nettet, være, at den unge ganske enkelt sletter sine profiler på de sociale medier. Men det er ifølge Sofus Borch Schaufuss bare et bevis på, at forældrene ikke forstår den onlinekultur, som deres børn er en del af.

»Mange af forældrene siger til de unge, som er udsat for det her, at de bare skal lukke deres konto eller deres profil. Men det kan de ikke bare, for profilerne på de sociale medier som Facebook, Instagram og Ask er en del af deres identitet. Deres identitet er direkte bundet op på de sociale medier, ligesom din er bundet op på, du er journalist og min på, at jeg er advokat. Du kan med andre ord ikke bede dem om at smutte ud af bageriet, når de bor i bageriet,« forklarer Sofus Borch Schaufuss.

Problemet er efterhånden blevet så omfangsrigt, at forskellige forsikringsselskaber nu er begyndt at tilbyde forsikringer, hvor man får professionel hjælp, hvis man eller ens barn hænges ud på sociale medier.

»Det er rigtig svært for de unge – og deres familie – som havner i disse situationer, hvor de shames eller hænges ud på nettet. De ved ikke, hvad de skal gøre. De kender ikke deres rettigheder, og det kan være meget dyrt at hyre en advokat. Det er langt fra alle, der har råd til det. Men det er også en af grundene til, at der nu begynder at dukke forsikringer op mod krænkelse på nettet,« forklarer Sofus Borch Schaufuss.

Faderen til den 14-årige pige, som var en del af angrebet på den blot 15-årige pige, har besluttet sig for at tage en længere snak med sin datter.

»Jeg tager endnu en snak med hende i eftermiddag. Så må det få nogle konsekvenser. Og vi må gennemgå, hvad der er lovligt, og hvad der ikke er lovligt.«