Bolsjetyve blev lækkersultne under slik-kup
En slikfabrik i Taastrup har haft indbrud hen over Kristi Himmelfart. Nu udlover fabrikanten en dusør på 5.000 kroner og et års forbrug af flødeboller til den, der kan finde tyvene.
En slikfabrik i Taastrup har haft indbrud hen over Kristi Himmelfart. Nu udlover fabrikanten en dusør på 5.000 kroner og et års forbrug af flødeboller til den, der kan finde tyvene.
Enten var de overordentligt lækkersultne - eller også har de øjnet en god forretning. I hvert fald begik nogle tyve hen over Kristi Himmelfart indbrud i en bolsje- og flødebollefabrik i Taastrup, hvor de havde held til at slippe af sted med 15.000 poser slik, der i handlen har en værdi af i alt 300.000 kroner.
- De er brudt ind af en dør, og så har de udset sig de bolsjer, de gerne ville have med, og så har de bakket en lastvogn til porten, og så har de ellers kørt fem paller bolsjer ud, hvad der svarer til 15.000 poser bolsjer, siger fabrikant Michael Spangsberg, der er tidligere ejer og opfinder af BonBon-slikket og BonBon-Land.
Bolsjerne er af typerne Ugle Mad, Rap Mix, Abekatter Mix og Klovnepinde.
Og noget tyder på, at det hårde indbrudsarbejde kombineret med synet af al slikket har gjort tyvene lækkersultne.
- De er gået målrettet efter bolsjerne, men så kan vi se, at de er gået forbi fadet med flødeboller, og der er forsvundet 15 fra en plade. Så de må have gået og guffet flødeboller samtidig med, at de har neglet bolsjer, siger Michael Spangsberg.
Nu tager slikfabrikanten en alternativ metode i brug i jagten på bolsjetyvene. Han udlover således en findeløn på 5.000 kroner og et års forbrug af flødeboller til den, der kan tippe politiet til at finde tyvene.
- Jeg vil egentlig gerne have bolsjerne tilbage, så de ikke bare bliver falbudt rundt omkring, siger Michael Spangsberg, der er spændt på, om bolsjerne nu dukker op på markeder og i kiosker rundt omkring.
Nu ruster fabrikken sig så mod fremtidige lækkersultne indbrudstyve.
- Vi har ikke nogen tyverialarm, det skal vi så have nu. Men vi har aldrig haft indbrud før, og så tænker man jo ikke over det, siger Michael Spangsberg.