En tidligere børnesoldat fra Uganda har tilstået mordet på den danske rigmand Preben Povlsen, der blev myrdet i Sydafrika i 2008.

Her fem år senere er sagen for retten i den sydafrikanske hovedstad Cape Town, og her fortalte den ene af tre tiltalte i dramatiske detaljer, hvordan han i januar 2008 tog livet af Preben Povlsen.

Dengang blev den 71-årige dansker fundet død i et bush-område, ikke langt fra sin ferievilla i Gordons Bay i Sydafrika. Forbrændt og dræbt af mere end 40 knivstik. Hans 34-årige ugandiske hustru Maria fortalte, at han var kørt til golfbanen, men aldrig vendt retur. Men senere blev hun, hendes søster Stella og vennen Francis Kimeze anholdt og sigtet for drabet. Det er denne Francis Kimeze, en tidligere børnesoldat fra Uganda, der nu har tilstået drabet.

Francis Kimeze og en ven havde før drabet besøgt danskeren i sit feriedomicil, fordi de skulle ordne nogle ting ved huset. Preben Povlsen skulle derefter ud og spille golf, men inden han kom så langt, opdagede han Francis Kimeze og vennen stå og ryge i hans garage. Det gjorde angiveligt den danske rigmand vred, og det fik Francis Kimeze til at trække kniv - for at forsvare sig, fortalte han i retten.

- Han blev meget vred på mig, fordi jeg røg, fortalte Francis Kimeze.

Kimeze sagde i retten, at han var overvældet af frygt og tabte hovedet, og han endte med at stikke danskeren mere end 40 gange.

Det næste han huskede var, at vennen Frank trak ham væk, og Povlsen lå tilbage i en sø af blod.

- Jeg havde ikke modet til at se i øjnene, hvad jeg havde gjort, og den eneste udvej, troede jeg, var at slippe af med liget, fortalte Kimeze i retten.

Derfor besluttede de to at vikle Povlsen ind i et lagen, inden de kørte ud og smed ham i bush-området. Her blev han fundet seks dage senere. Forbrændt flere steder på kroppen og stukket mere end 40 gange.

Preben Povlsen og Maria Bulamu blev gift tilbage i 2001, og sammen flyttede de ind i hans parcelhus i Farum. Her uddannede hustruen sig til sosu-assistent, og de fik sammen to børn. Vintrene tilbragte familien altid i Preben Povlsens ferievilla i Sydafrika. Akkurat som de gjorde det i 2008.