En 12-årig dreng fra Baunehøjskolen i Jyllinge blev fredag eftermiddag kontaktet af en fremmed mand, der ville have ham med i sin bil.

Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi over for det sjællandske lokalmedie, sn.dk.

Episoden skete bag ved Baunehøjskolen omkring 15.30, hvor en mand kom frem til drengen og tilbød ham popcorn og pokémonkort for at komme med ind i bilen.

Sammen med drengen var også en af drengens søskende, men det er kun den 12-årige dreng, der indgår i anmeldelsen, fortæller Midt- og Vestsjællands Politi til mediet.

Episoden blev også forklaret for lokalbefolkningen i Jyllinge på Facebook-gruppen 'Jyllinge - løst og fast' af formand for skolebestyrelsen på Baunehøjskolen, Anne-Marie Krogh Linde. Her oplyser hun, at forældrene til børn på skolen er blevet kontaktet og opfordret til at tale med deres børn.

Manden, der antastede søskendeparret, betegnes som værende omkring 50 år, mørkhåret og mørk i huden.

Der har for nyligt været lignende hændelser i området. Den 25. november blev en 10-årig pige antastet af en mand i Roskilde, men signalementet på denne mand er angiveligt markant anderledes end det af den 50-årige fra fredagens hændelse.

Derudover har der været episoder tidligere i november ved Ølstykkehallerne og i Gundsømagle. Ved sidsnævnte sted den 8. november var der hele to tilfælde, hvor en dreng blev forsøgt slået af en mand, mens en anden dreng blev spurgt om at komme ind i en bil af en mand, der talte et andet sprog end dansk.