En ukendt mand forsøgte tirsdag eftermiddag at lokke en 10-årig dreng ind i sin bil. Det fremgår af torsdagens døgnrapport fra Østjyllands Politi.

Det skriver Aarhus Stiftstidende.

Drengen var på cykel på vej hjem fra skole sammen med en kammerat, da de blev passet op af en mand i en sort bil ved rundkørslen Parkvej/Rørthvej i Odder. Føreren kørte op på siden af den 10-årige dreng og spurgte drengen, om han ville sætte sig ind i bilen.

Manden lokkede oven i købet med, at drengen ville få en iPhone 7, hvis han gjorde det.

Den 10-årige afslog angiveligt tilbuddet ved at ignorere manden og fortsatte videre på sin cykel.

Ifølge Østjyllands Politis oplysninger var manden cirka 40 år. Han havde kort, gråt hår og havde en cigaret i hånden.

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på 114.