Meldingerne fra politiet rundt om i Danmark lyder på, at en række indbrudstyve har været på spil juleaften. Det var dog forventet

Mens juleaften bød på julefred og julehygge hos både politiet og danskerne, har vagtcheferne rundt omkring i landet modtaget stribevis af anmeldelser om indbrud sent på aftenen og først på natten.

- Det har været meget stille og fredeligt, men i forhold til indbruddene har vi stadig lidt, vi skubber foran os. Vi har haft godt og vel 20 indbrud, vil jeg tro, som ligger jævnt fordelt over hele vores politikreds. Det kan komme op på flere, men jeg kan fornemme, at det igen er begyndt at stilne af, siger Sydsjællands Politis vagtchef, Ehm Christensen, tidligt på natten.

Ligesom han melder alle politikredse med undtagelse af Bornholm om travlhed på grund af ubudne gæster i hjemmene. Besøg, som først er blevet opdaget, når de, der har fejret jul hos familie eller venner, er kommet hjem efter and, ris ala mande, juletræsdans og gaveorgier.

Det kommer dog ikke bag på politiet, at juleaften ikke kun indbringer gaver, men også anmeldelser:

- Sådan er det i juledagene, nogle fester, og andre laver indbrud. Det ved vi, siger vagtchefen hos Københavns Politi, Henrik Olesen, og det er hans midt- og vestjyske kollega enig i.

- Der har været almindelig travlhed, men det er gået ganske fint, lyder det fra vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Selv om de fleste politikredse melder om mellem 10 og 25 indbrud på nuværende tidspunkt, er der endnu ingen færdig opgørelse over antallet af ubehagelige julebesøg.

Efterlysning

Har du haft indbrud i julen? Så skriv til BT på 1929@bt.dk