Nordsjællands Politi efterlyser en mand, som angiveligt har blottet sig overfor en kørestolsbruger og dennes hjælper. Det er hjælperen, en 27-årig kvinde, der har anmeldt episoden til politiet.

Det skriver Lokalavisen.

Blufærdighedskrænkelsen fandt sted mandag klokken 13:20, hvor den 27-årige kvinde gik en tur med kørestolsbrugeren, som hun er hjælper for, på en skovsti i Fredensborg i Nordsjælland.

En mand kom hen til de to og spurgte om vej, alt imens han knappede bukserne op og viste, hvad der gemte sig i dem. Kvinden løb derfra med kørestolsbrugeren, men den ihærdige blotter løb efter dem med sit erigerede lem fremme og bukserne nede.

Den 27-årige kvinde råbte dernæst ad manden, og det fik ham til at standse jagten på de to, hvorefter han løb fra stedet.

Manden beskrives som 40-45 år gammel, 175-180 cm. høj, almindelig af kropsbygning, brunt, kort hår og dansk af udseende. Han talte dansk og var iført en sort bluse med lynlås samt mørkeblå cowboybukser. Med sig havde han en cykel.

Politiet vil gerne høre fra folk, som kan have oplysninger i sagen. Nordsjællands Politi kan kontaktes på 114.