En 16-årig dreng blev fredag morgen fundet uden tøj på og stærkt forslået efter en fest ved Legeparken i Kolding. Nu frygter hans mor, at han får alvorlige mén og aldrig bliver den samme igen efter episoden.

En fest arrangeret på Facebook med deltagelse af 100 unge mennesker udviklede sig meget alvorligt for en 16-årig dreng ved navn Jonas natten til fredag i sidste uge. Han blev fundet på H C Petersensvej i Kolding tæt på Legeparken, hvor festen foregik, tre timer efter, der havde været en anmeldelse om slagsmål i området.

Han var nøgen og udsat for grov vold, og hans mor Heidi Lund Andersen er meget bekymret for ham, fortæller hun til BT.

»Han har det ikke godt. Han har været ved bevidsthed siden overfaldet, og jeg tror, han kommer sig fysisk, men det er nok psykisk, jeg tænker, det kan gå hen og blive et problem,« siger hun.

Jonas er blevet gennembanket, og på et billede, som florerer på Facebook, og som BT har set, har han en iltmaske i næsen og er blodig og fyldt af sår og hævet op i hele ansigtet. Han er stadig indlagt på hospitalet.

Jonas ønsker dog ikke selv, at billedet bliver offentliggjort af et medie, men flere tusinde i Kolding har delt det på Facebook for at hjælpe med at finde gerningsmændene, der ifølge lokale kilder kan have været syv om overfaldet.

En 17-årig har været anholdt i sagen, da han havde blod på sig, som politiet formodede stammede fra drengen, men han er dog blevet løsladt igen.

På de sociale medier har der floreret rygter om, at skaderne var selvforvoldte, fordi Jonas havde 'væltet fuld rundt', men det er hans mor meget bestyrtet over.

»Der var nogen, der havde delt, at han havde væltet rundt på gaden, så det skulle være selvforvoldt. Så er det i hvert fald imponerende klaret,« siger hun.

Og den teori tror politiet heller ikke på.

»Han har fået rigtig mange bank,« sagde Verner Pedersen fra det lokale politi i Kolding efter overfaldet.

Jonas selv er som sagt ved bevidsthed, men han kan ikke huske noget fra selve overfaldet overhovedet, og han ved heller ikke, hvorfor han skulle udsættes for så groft et overfald.

»Han kan ikke huske noget som helst,« siger Heidi Lund Madsen.

Og derfor kan han heller ikke komme med nogen bud på gerningsmænd eller motiv, da han er bange for, han kommer til at gætte, understreger hans mor.

Hun understreger, at Jonas er en helt normal dreng, der går i folkeskole og ikke laver mere ballade end andre unge.