'Kig efter toget', stod der på det skilt, som var den eneste advarsel ved en ubevogtet jernbaneoverskæring i Vejlby i Vestjylland. Det overså et midaldrende ægtepar fra Vestjylland, der blev dræbt på stedet, da deres VW Passat stationcar blev pøkørt af et tog og slæbt 215 meter

Et vestjysk ægtepar blev i mandag fanget i en af de mindst 1000 trafikfælder i form af ubevogtede jernbaneoverskæringer, der lurer på bilister over hele Danmark.

Ægteparret, en 58-årig mand og en 56-årig kvinde, blev dræbt på stedet, da de af ukendte årsager kørte over en ubevogtet jernbaneoverskæring i et sommerhusområde i Vejlby i Vestjylland kort før klokken 15 mandag eftermiddag. Selv om lokomotivføreren på lokaltoget med 19 passagerer ombord fra privatbanen Midtjyske Jernbaner forsøgte at bremse toget, der normalt kører med en hastighed på 75 kilometer i timen på det sted på strækningen, kunne han ikke undgå det voldsomme sammenstød med ægteparrets VW Passat Stationcar.

Ægteparrets bil blev slæbt 215 meter, inden det lykkedes lokotomivføreren at få standset toget. Ægteparret var dræbt på stedet, og det lykkedes først at få dem ud af den knuste bil flere timer efter ulykken. Politiet har afhørt et øjenvidne, som bekræfter lokomotivførerns forklaring om påkørslen.

1000 dødsfælder i Danmark
Et skilt med budskabet 'Kig efter toget' er den eneste advarsel til trafikanterne, der findes på stedet, og den ubevogtede jernbaneoverskæring er blot en af mindst 1000 af den slags dødsfælder over hele landet. Hos BaneDanmark skønner man, at der på BaneDanmarks del af jernbanenettet findes knap 500.

- Og der er formentlig flere på privatbanerne, siger pressemedarbejder Henrik Strunge fra BaneDanmark, hvor man er i gang med at nedlægge ubevogtede jernbaneoverskæringer i Jylland. De fleste ubevogtede jernbaneoverskæringer findes i Jylland og i Nordvestsjælland, og hos Midtjyske Jernbaner, der er ansvarlig for jernbanenettet i Vejlby, er der chok og ærgrelse over dødsulykken.

- Den type overkørsel er meget farlig. Jeg ved ikke, om der tidligere har været en ulykke ved netop denne overkørsel, og vi har da også en handlingsplan for hvilke overkørsler, der skal nedlægges. Men ja, denne her var jo ikke lukket ned endnu og ja, vi har alt for mange af de ubevogtede overgange, siger infrastrukturchef Henning Dalgaard, Midtjyske Jernbaner til Ritzaus Bureau.

Ifølge færdselsloven er det bilisterne selv, der har ansvaret for at holde øje med trafikken, når man passerer en ubevogtet jernbaneovergang.

Skoleelever med toget
Blandt de 19 chokerede passagerer ombord på toget var en flok skolelever fra en skole i nærheden. De var på vej hjem fra skole. da ulykken skete.

- Men der var en lærer på toget, som sørgede for at få skolebørnene væk fra stedet og ind i et sommerhus i nærheden, så de ikke så noget, fortæller vagtleder Henrik Nielsen, Midt- og Vestjyllands Politi.