Det var få sekunder og millimeter, der afgjorde liv eller død og førlighed for en kvinde og mor til to, der søndag aften blev ramt af en stor flise på Den Fynske Motorvej.

En kvinde, der var passager i bilen, der søndag aften blev ramt af en stor tung flise, er sluppet meget heldigt fra ulykken.

Sådan lyder vurderingen fra Fyns Politi mandag morgen.

»Efter omstændighederne har hun det godt. Hun er sluppet heldig fra ulykke,« siger vagtchef ved Fyns Politi, Erik Skov, til BT mandag morgen.

Kvinden, hendes mand og deres to børn kom søndag aften kørende på E20-motorvejen i vestgående retning mod Jylland, da noget tungt ramte taget af bilen.

Det viste sig senere at være en 30 kilo tung flise på 30 gange 60 centimeter.

Kvinden blev ramt, og bilen med familien kørte galt. Fire andre biler, som kørte bagved, forulykkede også, fordi de bremsede så hårdt op.

KØRTE DU PÅ MOTORVEJEN PÅ DET TIDSPUNKT ELLER VED DU NOGET OM SAGEN? SKRIV TIL OS PÅ 1929@BT.DK.

Kvinden fik skader i hovedet, men meldes uden for livsfare. Ingen andre i familien blev kvæstet, og det gjorde de øvrige implicerede heller ikke.

Og det er ifølge vagtchefen ved Fyns Politi lidt af et mirakel.

»Nu er jeg ikke læge, men ud fra de skader, jeg har set, vil jeg sige, at hun er sluppet heldigt. Det kunne være gået meget, meget værre. Hun kunne være blevet slået ihjel af det her. Det er millisekunder, det drejer sig om,« siger vagtchef Erik Skov.

Det er endnu uvist, hvorvidt kvinden får varige mén efter ulykken.

Politiet tror, at en eller flere gerningsmænd har kastet flisen mod bilen fra motorvejsbroen over E20 ved Langesøvej.

»Det er den teori, vi arbejder ud fra, selv om det lyder som noget fuldstændig vanvittigt at gøre. Nogen gange overgår virkeligheden fantasien,« siger Erik Skov.

Fyns Politi betragter sagen med stor alvor og gør, hvad det kan for at få den opklaret. Selv set med politiøjne ser episoden uhyggelig ud, men heldigvis er sager som denne ikke normale.

»Det hænder en sjælden gang at nogen kaser sten efter bilerne på motorvejen,« lyder det fra vagtchefen.

Fyns Politi vil meget gerne høre fra folk, der kan have set eller hørt noget i området omkring klokken 21.30 til 22 søndag aften.

Indtil videre har politiet dog ikke fået henvendelser i sagen.

»Men vi vil meget gerne høre fra folk, som har set noget, eller som måske har oplysninger, der kan hjælpe os videre,« siger vagtchefen.

Har du set noget, eller ved du noget, der kan hjælpe politiet, så kontakt politiet på 114.