Lisbet Nielsens formodede morder ville partout bo på den vej, hvor han år forinden havde slået sin tidligere kæreste ihjel.

Bjarne Østergaard Madsen forandrede Sjællandsgade i Herning for altid.

I en garage i gadens nummer fem gemte han en septemberdag i 1990 sin kæreste af vejen; kvalt til døde i et anfald af jalousi. Bjarne blev erklæret skizofren og fik en behandlingsdom, indtil lægerne i 2005 bekendtgjorde, at han var rask.

Tilbage i virkeligheden skulle Bjarne skabe sig en ny tilværelse. En ny start i et nyt hus. Dengang traf han et valg, kun de færreste i dag kan forstå. Bjarne flyttede ind på selvsamme Sjællandsgade – et stenkast fra gernings­stedet.

Som om ingen var død. Som om ingenting var hændt.

Fik tæsk, men blev boende

- Man har tidligere hørt om mordere, der får et kick ud af at gå rundt i det område, hvor de har slået ihjel. Det kan handle om spændingen ved måske at blive opdaget, forklarer tidligere chefpsykolog Jørn Beckmann.

Han har dog en vigtig tilføjelse:

- Jeg tror dog ikke, det er tilfældet her.

Da Bjarne vendte hjem til Sjællandsgade, var han fredløs. Folk sendte ham hadefulde blikke, og når han vovede sig ud i bylivet, fik han tæsk. Alligevel blev Bjarne stædigt boende. Ifølge Jørn Beckmann kan det hænge sammen med den skizofreni, lægerne ellers mente han var kureret for.

- De fleste andre ville køre i en stor bue rundt om det sted, hvor man havde begået noget så frygteligt. Jeg ser det som et tegn på, at han har haft en psykose, vurderer han og understreger, at han udelukkende kender sagen fra pressen.

Jeg fortjener ikke bedre

Ifølge klinisk psykolog Richardt Thomas Lionheart kan Bjarnes mærkværdige beslutning forklares med et nærmest masochistisk ønske om at bøde for sin ugerning på den mest direkte måde af alle: Bjarne ønskede simpelthen, at byen skulle straffe ham for hans synder.

- Han kan have handlet ud fra en depressiv tankegang. Måske har han ønsket at gøre op med fortiden og sagt til sig selv:
'Jeg fortjener, at folk behandler mig sådan – jeg fortjener ikke bedre'.

Allerede som 16-årig begik Bjarne Østergaard Madsen sit første mord. Ligesom på Sjællandsgade kvalte han sin daværende kæreste. Selvom både Jørn Beckmann og Richardt Thomas Lionheart anser det for sandsynligt, at Bjarne også står bag Lisbets forsvinden, afviser de at han skulle være seriemorder.

- Det, der typisk karakteriserer seriemordere ,er, at de bevidst går efter drabet. Men det er der tilsyneladende ikke tale om her.

Men selv om Bjarne ikke er en typisk seriemorder, så forventer de eksperter, som B.T. har talt med, at han har benyttet sig af samme fremgangsmåde, hvis han også har dræbt Lisbet. I 1983 og 1990 kvalte han sine ofre, og det forventer de også, at en obduktion af Lisbet vil vise, hvis hendes lig bliver fundet.